Bornholm - Bright Green Island 2014 er visionen om mennesker, økonomi, viden og teknologi, der tilsammen bringer Bornholm på verdenskortet som en 100 % grøn og attraktiv ø.
Det er visionen om en ø, der er baseret på 100 % bæredygtig og vedvarende energi. En ø, hvor der handles ansvarligt både miljømæssigt og etisk, så mennesker kan leve et sundere og rigere liv med mindre stress og jag end andre steder i Danmark. Fordi vi investerer i naturen og får et højt afkast tilbage gennem sanselige oplevelser året rundt. Bornholm skal være den forskel, vi ønsker at se i verden. Vi skal være et tydeligt foregangssted. Det kræver synlig ansvarlighed gennem konkrete handlinger.
Strategi og handling
Som et af redskaberne, der kan hjælpe os med at holde kursen i vores handlinger, har Bornholm for første gang fået en fælles brandingstrategi. Strategien blev lanceret i april 2008, og er udviklet i tæt samarbejde mellem Bornholms Regionskommune, Bornholms Vækstforum, og vigtigst af alt, borgerne og erhvervslivet.
Brandingstrategien udmønter sig i handlinger. I strategien præciseres en række indsatsområder med konkrete tiltag, der allerede er ved at blive ført ud i virkeligheden.