penge
Del på facebook

Økonomi

​​​Ydelser til dig med handicap

​Kommunen har en række muligheder for at yde økonomisk hjælp til personer, der af forskellige årsager ikke kan klare sig selv. Nogle af disse ydelser er specifikt rettede mod personer med handicap, men her beskrives også andre relevante økonomiske ydelser, som kan søges af alle. Her findes dog ikke beskrivelse af ydelser i forbindelse med beskæftigelse, for eksempel revalideringsydelse, løntilskud med videre.

 

​Merudgiftsydelse

Der kan ydes hjælp til personer mellem 18 og 65 år, som på grund af en funktionsnedsættelse har merudgifter på mindst 6.000 kr. årligt. Personer, der har fået tilkendt førtidspension før 1. januar 2003, er ikke berettiget. Merudgiftsydelse ydes uanset indtægt og formue.

Betingelserne er bl.a., at man har en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, og at man har nødvendige merudgifter i forbindelse med den nedsatte funktionsevne. Det er en betingelse, at merudgiften er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne og ikke kan dækkes på anden vis.
Dækning af nødvendige merudgifter kan ske uanset boform, det vil sige også selv om man eksempelvis bor i bofællesskab eller i botilbud.

Eksempler på almindelige merudgifter er: medicin, ekstra slid på tøj og sko, ekstra kørsel samt håndsrækninger. Håndsrækninger dækker over, at personer med handicap af og til er nødt til at købe sig til hjælp til almindelige praktiske opgaver, de fleste andre mennesker ville klare selv, såsom vinduespudsning, græsslåning og snerydning.

Merudgiftsydelse er reguleret i servicelovens § 100.

Udgifter til behandling

Kommunen kan give tilbud om behandling til borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Tilbuddet gives, når dette er nødvendigt med henblik på at bevare eller forbedre borgerens fysiske, psykiske eller sociale funktioner. Det er en betingelse, at dette ikke kan opnås gennem de behandlingstilbud, der kan tilbydes efter anden lovgivning eksempelvis en behandling, man kan få på et sygehus eller hos lægen.

Udgangspunktet for behandling er altså, at det sædvanlige behandlingssystem efter sundhedsloven skal anvendes. Men der kan være borgere, der har så alvorlige handicap, sindslidelser eller lignende, at det kræver en særlig indsats eller en særlig indretning af behandlingstilbuddet.
Hjælpen kan gives uanset indtægt og formue.

Behandling er reguleret i servicelovens § 102.

Enkeltudgifter

 
Hvor handicaprelaterede ydelser er uafhængige af indtægt og formue, findes der andre ydelser, der er dét, man kalder trangsbestemte. Det betyder, at de er afhængige af, hvor mange penge ansøgeren selv har. Det er Borgercentret, enkeltydelser, der administrerer disse ydelser.

Du kan læse mere om enkeltydelser her.

Enkeltydelser ydes efter lov om aktiv socialpolitik §§ 81 og 82.
 

Kontanthjælp

Du kan søge kontanthjælp, hvis dine forhold ændrer sig, så du i en periode ikke kan forsørge dig selv og din familie.

Ligesom enkeltydelser efter lov om aktiv socialpolitik er også kontanthjælp trangsbestemt, det vil sige afhængig af, hvor mange penge ansøgeren selv har. Du kan ikke få kontanthjælp, hvis du eller din ægtefælle har formue på mere end 10.000 kr. pr. person.

Du kan læse mere om kontanthjælp nedenfor:
Kontanthjælp, hvis du er under 30 år og uden uddannelse Kontanthjælp, hvis du er under 30 år og har en uddannelse Kontanthjælp, hvis du er over 30 år

Kontanthjælp ydes efter lov om aktiv socialpolitik § 11.

Førtidspension

Du kan få førtidspension, hvis du ikke er i stand til at forsørge dig selv ved arbejde, fordi din arbejdsevne er varigt nedsat. Du kan ikke få førtidspension, hvis du kan forbedre din arbejdsevne gennem aktivering, behandling, revalidering eller andet, der gør at du kan forsørge dig selv på almindelige vilkår eller i et fleksjob. Du kan læse mere om førtidspension her.

Send Digital Post

Vælg emne herunder og log på med MitID...

Merudgifter (borger)


DP-small.png

Kontakt og ansøgninger

Du kan søge om merudgiftsydelse og udgifter til behandling hos Center for Psykiatri og Handicap.