K-klassen
Fotografen er på vej.
Åkirkebyvej 132
3700 Rønne
Tlf. nr. 60 26 36 86
Sct. Klemensgade 26
3782 Klemensker.
Tlf. nr. 56 92 35 20
Afdelingsleder
Tlf. nr. 60 26 35 20
K-klassen er delt på to matrikler. Udskolingen ligger på Søndermarkskolen i Rønne og 0.-7. klasses eleverne holder til på Klemensker skole i Klemensker.
Der er pt. 36 elever fordelt på 5 grupper. Der er ansat 8 lærere, 7 pædagoger, 2 medhjælpere og 1 børnehaveklasseleder, samt en afdelingsleder.
Målgruppe:
K-klassen er et undervisnings- og klubtilbud primært for elever med autisme spektrum forstyrrelser (ASF). En del af eleverne har sekundære problematikker som ADHD, Tourette Syndrom, OCD, NLD m.m. K-klassen modtager elever fra børnehaveklasse til 9. klasse.
Undervisning:
Vi tager i planlægningen af undervisningen udgangspunkt i den enkelte elevs behov og forudsætninger, hvilket er helt afgørende for, at undervisningen bærer frugt. Vi ønsker at give alle elever, de bedste forudsætninger for at arbejde med så mange af de fag som den enkelte magter. Samtidig er det vigtigt for os at holde fast i en helhedsopfattelse af den enkelte elev som et menneske, der skal have mulighed og rum til at udvikle sig på den måde og i det tempo der gavner den enkelt. Vi må altså være bevidste om, at nogle færdigheder forudsætter, at andre er indlært. Det betyder at vi i samarbejde med forældre vurderer den enkelte elevs aktuelle udviklingstrin, og derefter vælger hvilke fag der prioriteres i undervisningen ud fra gældende klassetrin.
Metode
I K – Klassen er vi inspireret af den amerikanske metode TEACCH. Det betyder at vi prioriterer struktur og organisation, forudsigelighed og visualisering i vores tilgang til eleverne. De fleste af vores elever har problemer med at huske rækkefølger og tidsmæssige sammenhæng, har vanskeligheder med det receptive sprog som gør det svært at forstå, hvad der forventes af dem. Udover at vejlede hver enkelt elev om dagens samlede aktiviteter, kan skemaet hjælpe eleven til at få styr på og forudsige, hvad der skal ske i dagens løb. Dette giver eleven tryghed og dermed mere ro.
Klub/SFO
K-klassens klub og SFO er en pasningsordning for de elever der er visiteret til K-klassen. Klub/SFO er åben på skoledage fra kl. 13.30 til 16.00, samt i ferier fra 6.30-16.00. Der er lukket to uge i sommerferien, mellem jul og nytår og efter kr. himmelfartsdag. SFO børn har mulighed for at komme inden skolestart fra kl. 6.30, dette kræver en fast tilmelding. Der er klub/SFO på begge matrikler.
Hverdagen består af aktiviteter der tilpasses de elever der er tilmeldt. Aktiviteterne foregår i både mindre eller større grupper. Eleverne er forskellige, har forskellige alder, handicap, udviklingsniveau og de vil naturligvis derfor blive mødt med forskellige krav. Der lægges vægt på at der er en tydelig visualiserede organisering af elevernes valg. Aktiviteter kan være ture, lego, play station, udeleg, spil, fri aktivitet, idræt, krea ol. Der kan være emner der arbejdes med over en tid som fx rollespil, udeaktiviteter ol, samt der arbejdes med regellege og rollelege for at udvikle elevernes sociale kompetencer.
Af centrale elementer i klubben er øvelse i at være til stede i et fællesskab indenfor overskuelige rammer, at vælge aktiviteter, vente på tur, have venner, være sammen med venner, prøve nye ting som man ikke troede man kunne eller som man ikke troede ville være interessant – alt sammen elementer, som mange af vores elever syntes er rigtig vanskeligt.
Lejrskoler:
Der er mulighed for lejrskoler enten fælles eller i de enkelte grupper.
Åbningstider:
K-klassen er åben alle dage fra 6.30-16.00.
Der er lukket mellem jul og nytår og to uger i sommerferien.

