Del på facebook

Børne- og Familiehuset

​Børne- og Familiehuset er et dagbehandlingstilbud for børn og familier, som i kortere eller længere perioder befinder sig i en svær situation.

​Hvem er målgruppen?

Målgruppen i Børne- og Familiehuset er børn i alderen 5-13 år som ligger i målgruppen "Børn med væsentlige behov for støtte" og "Børn i åbenbar risiko for at lide alvorlig skade på sundhed og udvikling" 

Hvor ligger Børne- og Familiehuset?

Børne- og Familiehuset ligger på Sagavej 19 i Rønne.

Hvordan er Børne- og Familiehuset indrettet?

Børne- og Familiehuset ligger i en gammel villa, der er indrettet med køkken, stue, værelser samt personalefaciliteter. Det er tanken, at huset i store træk skal fremstå som et almindeligt hjem med de ting, der nu hører til der.

Hvordan arbejder vi?

Tilbuddet i Børne- og Familiehuset består af både en kontaktpersonsordning og et dagtilbud.

Derudover er der mulighed for at blive tilknyttet ekstern familiebehandling og psykologisk bistand og behandling, hvor det skønnes relevant.

Indsatsen tilrettelægges individuelt, i forhold til de mål sagsbehandlerne sammen med forældrene har fastsat i handleplanen. Der bliver udarbejdet en pædagogisk udviklingsplan som uddyber målene i handleplanen og gør dem mere konkrete.

En gennemgående tanke i huset er, at vi gennem relationer og samspil med andre mennesker spejler os selv og herigennem udvikler os. Derfor vil vi ofte benytte os af én til én-tid barn/voksen samt opdeling i små grupper.

Det handler meget om at se, høre og prøve at forstå barnets intentioner, at rumme barnet og se dets ressourcer samt at guide børn og forældre til en mere hensigtsmæssig adfærd

I Børne- og Familiehuset får børnene:

· En fast voksen kontaktperson, der følger med i barnets liv sammen med forældrene, og som også laver aktiviteter og snakker med barnet alene

· Et sted at komme alle ugens dage efter skoletid

· Ture at tage på sammen med de andre børn i huset

· Hjælp til at lave lektier (på forældreniveau)

· Mulighed for at have sine venner på besøg

· Hjælp til at finde en fritidsinteresse

· Hjælp til at holde sin børnefødselsdag

Forældrene får:

· En kontaktperson at tale med omkring barnet og barnets udvikling

· Støtte til at håndtere familiens vanskeligheder

· Mulighed for terapeutisk samtaleforløb

· Almindelige råd og vejledning

· Støtte til samarbejde med barnets skole, institution og andre relevante personer omkring barnet

· Støtte til at holde børnefødselsdage

Hvordan får man en plads i Børne- og Familiehuset?

For at få en plads i Børne- og Familiehuset, skal man indstilles til Visitationsudvalget af barnets sagsbehandler i Center for Børn og Familie.

Sagsbehandleren indstiller på baggrund af en børnefaglig undersøgelse (§ 50-undersøgelse).

Kontakt

Børne- og Familiehuset
Sagavej 19
3700 Rønne

Telefon: 56 92 42 90

Antal pladser: 18

Leder
Henrik Salinas
henrik.salinas@brk.dk
Telefon: 30 18 20 85