brandalarm
Skip Navigation LinksBRK Borger Miljø, natur, energi Brand og beredskab Automatiske brandalarmeringsanlæg

Automatiske brandalarmeringsanlæg

​Automatiske brandalarmeringsanlæg vil typisk have direkte overførsel til brandvæsnet, men der er også visse private firmaer der modtager alarmer. I de tilfælde hvor Bornholms Regionskommune kræver automatiske brandalarmeringsanlæg i byggetilladelser eller lignende, skal de gå til Bornholms Brandvæsen.

Du kan her læse mere om vilkår, priser mm.

Generelt

Der er i denne tekst ikke skelnet mellem de forskellige typer af automatiske brandalarmeringsanlæg, begrebet ABA dækker derfor alle typer. Som udgangspunkt benyttes DBI's retningslinjer til at godkende de enkelte anlæg efter.

Såfremt du ønsker at få dit anlæg godkendt og vedligeholdt efter en anden standard der tilgodeser sikkerheden i samme omfang, kan det selvfølgelig lade sig gøre.

Alarmer skal afsendes til 06-01-02-0036 som primær vagtcentral og 06-06-03-0032 som sekundær. Det er Falck Danmark A/S, der varetager driften af vagtcentral, men aftale om alarmmodtagelse og kontrakt mm. oprettes med Bornholms Brandvæsen.

Oprettelsesprocedure

Hvis du ønsker at Bornholms Brandvæsen skal modtage alarmer fra dit automatiske brandalarmeringsanlæg skal du først udfylde oplysningsskemaet og indsende det.

Derefter vil Bornholms Brandvæsen udarbejde en kontrakt ud fra standardkontrakten og med dine oplysninger. Såfremt der er særlige ønsker vil vi eventuelt indkalde dig til møde eller drøfte det telefonisk.

Afvigelser fra retningslinjer vil altid skulle godkendes af Bornholms Brandvæsen som myndighed, den praktiske udførelse af opsætning i vagtcentral, kontrol af alarmoverførelser mm. foretages af Falck.

Kontrakten fremsendes til den angivne installatør i to eksemplarer med almindelig post. Når Bornholms Brandvæsen har modtaget kontrakten retur i underskrevet tilstand, kan de nærmere praktiske tiltag aftales med serviceafdelingen.

Den dato der er angivet som ønsket opstart er den dato hvor Bornholms Brandvæsen som udgangspunkt begynder overvågning af alarmer og dermed afsendelse af udrykninger.

I kontraktens kapitel 4 er beskrevet hvorledes opstart af poll, inspektioner mm. skal foretages, herunder mulighederne for at få poll før idriftsættelse.

Inden anlægget sættes i drift, skal der træffes aftale med Falck om afprøvning af overførsel af alarmer og med Bornholms Brandvæsen om udlevering af kundens hovednøgle mm.

Der udsendes regning efter idriftssættelse efter kontraktens kapitel 6

Kontrakter

Der udarbejdes skriftlig kontrakt med alle kunder og alle ændringer skal være skriftlige. Du kan på downloadsiden se standardkontrakten, men den udfyldes inden udsendelse med kundespecifikke data. Du skal være opmærksom på, at det er et eksempel og forskellige oplysninger som alarmnetadresser ikke er korrekte. De korrekte alarmnet-adresser er 06-01-02-0036 og 06-06-03-0032.

Ved uoverensstemmelse med tekster på denne side og kontraktindhold er det altid kontrakten med eventuelle tillæg der er gældende, dog med undtagelse af bestemmelserne om priser da disse reguleres politisk en gang om året.

Indholdet i kontrakten er følgende:

  • Kapitel 1 Indledning
  • Kapitel 2 Om anlægget, installationen og aftalen
  • Kapitel 3 Central, betjeningsudstyr og nøglerør
  • Kapitel 4 Opstart af anlægget
  • Kapitel 5 Handlinger ved alarmer og øvrige drift
  • Kapitel 6 Økonomi, gebyrer og betaling
  • Kapitel 7 Ændring af informationer
  • Kapitel 8 Opsigelse, ophævelse og ændring af aftale
  • Kapitel 9 Særlige vilkår

Priser

Der opkræves betaling for at være tilsluttet Bornholms Brandvæsens vagtcentral. Selve udrykningen koster ikke noget, medmindre den kan henføres til at være en "blind alarm".

Der opkræves tilslutningsafgift ved oprettelse af anlæg. I 2017 er det 4.284 kr + moms

Der opkræves årlig afgift for at være kunde hos Bornholms Brandvæsen. Ved nyoprettelser betales en forholdvis del af den årlige afgft. I 2017 er det 6.330 kr + moms.

Dokumentation

Der er krav til den dokumentation der skal være til stede ved betjeningscentrralen. Det omfatter blandt andet:

  • Orienteringsplaner
  • Betjeningsvejledning til dels personale og dels brandvæsnet
  • Vedligeholdelsesvejledning
  • Driftsjournal
  • Funktionsbeskrivelse

Alt skal være på dansk

Ud over ovenstående, så er det en god ide at du har et par glasplader til brandtrykkene liggende. På den måde kan de direkte skiftes hvis en ved en fejl er kommet til at ødelægge et.

Nøglerør

Bornholms Brandvæsen kræver at nøglerør placeres i en højde på mellem 120 og 170 cm over terræn og markeres med en "rød/hvid" skive indikerende brandmateriel.

Nøglerør skal kodes så de passer ind i Bornholms Brandvæsens nøglesystem og leveres af brandvæsnets sædvanlige nøgleleverandør. Udgifter afholdes fuldstændigt af kunden.

Der kan i kontraktens kapitel 3, §§ 20 til 25 læse mere om de specifikke krav.

Vedligeholdelse

Det er dit ansvar som anlægsejer at anlægget vedligeholdes og inspiceres som angivet i den retningslinje anlægget er godkendt efter. Du skal være særlig opmærksom på, at der er forskellige serviceterminer for de enkelte dele og noget kan du selv gøre og andet skal din installatør gøre.

Bornholms Brandvæsen kræver at alle anlæg tilsluttet brandvæsnet serviceres som angivet i retningslinjerne og såfremt dette ikke sker betragtes det som misligeholdelse af kundeforholdet. Hvis Bornholms Brandvæsen opsiger / ophæver aftalen som angivet i kontrakten kan det medføre forbud mod anvendelse af bygninger mm.

Alarmer fra anlægget

Såfremt ABA-anlægget udløses og der afsendes en brandmelding til brandvæsnet kommer der en brandudrykning med både brandbiler, mandskab og indsatsleder.

Brandmandskabet vil ved ankomst kontrollere hvorvidt er der brand og efterfølgende tilbagestille anlægget. Hvis det er et brandtryk der er aktiveret, kræver tilbagestillingen et nyt glas.

Brandvæsnet ligger IKKE inde med glas til de forskellige anlæg, så det er op til dig som ejer at have det - eller fremskaffe det fra elektrikker eller lignende.

Blinde alarmer

Udløsning af det automatiske brandalarmeringsanlæg uden at der er brand kaldes en blind alarm - medmindre det er sket med forsæt og i ond tro, hvor det kaldes en falsk alarm. Ved blinde alarmer - altså uden brand - fremsendes der efterfølgende en regning til ejeren af anlægget.

I 2017 er regningen på 5.299 kr + moms.