Indsatsvogn

Brandsyn

​Bornholms Brandvæsen foretager brandsyn af bygninger, steder og tekniske anlæg der er omfattet af bekendtgørelsen om brandsyn, bekendtgørelse 175 af 25. februar 2008.

Formål

Formålet med brandsynet er at højne sikkerheden for personer i tilfælde af brand og samtidig minimere risikoen for brands opståen. Brandsynet vil derfor også kunne indeholde nogle anbefalinger til tiltag der kan øge sikkerheden, ligesom der typisk også bliver drøftet forskellige spørgsmål fra ejers side.

Varsel

Brandsynet foretages som udgangspunkt med 14 dages varsel, men såfremt der eksempelvis er kommet en konkret klage kan brandsynet foretages uvarslet. Der fremsendes et brev til adressen hvor brandsynsobjektet er beliggende, med angivelse af dato og tidspunkt/tidsrum for brandsynet. Såfremt det planlagte tidspunkt ikke passer, kan man som udgangspunkt ved kontakt til brandvæsnet aftale et andet tidspunkt.

Gennemførelsen

Selve brandsynet starter til det aftalte tidspunkt og starter som regel med en kort gennemgang af de konkrete regler brandsynet gennemføres efter, hvorefter bygningen gennemgås. I de fleste tilfælde er det krævet, at ejer, bruger eller en driftsansvarlig er med rundt. Undervejs er der dialog om de forhold der observeres og der drøftes de spørgsmål der måtte være.

Brandsynet slutter med en kort gennemgang af hvad der er observeret og en opsummering på det der vil blive skrevet i brandsynsrapporten. Et brandsyn varer typisk omkring en time, afhængig af bygningens størrelse, kompleksitet mm.

Der sendes efter brandsynet en rapport, der forklarer hvad der er observeret under brandsynet. Skulle der være nogle regelovertrædelser, vil brandsynsrapporten indeholde en frist hvorinden forholdet skal være bragt i orden.

Påbud og forbud

I tilfælde af at brandsynet konstatere regelovertrædelser, der vil medføre stor fare for personer eller at brand kan opstå, kan der nedlægges forbud mod anvendelse indtil forholdet er bragt i orden. Mindre væsentlige forhold medfører typisk et påbud om udbedring. Både påbud og forbud har umiddelbar virkning.

Eksempler på hvad der typisk vil udløse forbud er blokerede flugtveje, mens manglende eftersyn af slukningsmidler typisk vil udløse et påbud.