fyrværkeri

Fyrværkeri

Bornholms Brandvæsen foretager sagsbehandling af ansøgninger om fyrværkeri, både hvad angår salgssteder, oplag og lejlighedstilladelser til afskydning. Reglerne gælder både udendørs og indendørs på eksempelvis scener.

Reglerne i "Tekniske forskrifter for fyrværkeri" skelner imellem konsumfyrværkeri og professionelt fyrværkeri. Affyring af fyrværkeri til arrangementer er i næsten alle tilfælde professionel brug og kræver som sådan tilladelse.

Generelt

Fyrværkerireglerne tager generelt udgangspunkt i begrebet NEM, der er en forkortelse for Netto Eksplosiv Mængde. Det svarer til den mængde krudt der er i den enkelte fyrværkeriartikel hvis man fjernede papir, styrepinde, plastik mm. NEM skal være angivet på den enkelte fyrværkeriartikel sammen med Sikkerhedsstyrelsens godkendelsesnummer (SIK-nummer) eller et CE-nummer.

Selvom fyrværkeriet er godkendt ved salget, kan det efterfølgende godt blive trukket tilbage og skal så betragtes som ulovligt fyrværkeri.

Ansøgninger og anmeldelser sker via blanketterne på virk.dk og på den måde sikres at du giver de oplysninger der er nødvendige for sagens behandling. Læs mere og log ind med NemID

Ulovlig fyrværkeri

Du må ikke købe fyrværkeri i udlandet og indføre det til Danmark.

Hvis du som privatperson anvender professionelt fyrværkeri betragtes det også som ulovligt, selvom fyrværkeriartiklen er godkendt. Der kan være særlig viden om brugen du ikke kender til  - eksempelvis hastigheden hvormed lunten brænder. Der er markant forskel på om den brænder en centimeter i sekundet eller en meter i sekundet - det er forskellen på om fyrværkeren kommer væk!!!

Der kan også være lovligt solgt fyrværkeri der efterfølgende ikke må anvendes. Det kan eksempelvis være fordi test viser at det ikke reagerer som producenten oplyser eller det på anden vis er farligt. Det vil så fremgå af listen på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside og fyrværkeriet skal så leveres tilbage til salgsstedet.

Hvis du får kendskab til salg eller oplag i dit nabolag som du vurderer ikke er efter reglerne opfordrer vi dig til at kontakte os - historien viser desværre at det kan gå grueligt galt ved ulovlige oplag. I akutte tilfælde henvises til politiet på telefonnummer 114.

Privat affyringen / konsumfyrværkeri

Konsumfyrværkeri er det du som almindelig borger kan købe i butikker og omfatter blandt andet fontæner, raketter og batterier. Du må maksimalt opbevare 5 kg NEM og du må maksimalt transportere 5 kg NEM af gangen.

Hvis du benytter offentlig transport må du maksimalt transportere 1,5 kg NEM. Du skal være særligt opmærksom på det kun gælder offentlig transport på landjorden, da reglerne for transport med færge og fly er reguleret i andre regler end Bornholms Brandvæsen administrerer. Kontakt derfor dit transportselskab hvis det er aktuelt.

Privatpersoner må kun affyre konsumfyrværkeri i perioden 27. december til 1. januar og der kan ikke gives dispensation. Opbevaring må ske hele året.

Affyring skal ske under udvisning af forsigtighed for at minimere risiko for skader på personer og værdier og mindst i 100 meters afstand fra stråtag, let antændelige oplag og brændbare naturområder. Afstandskravene er 200 meter for så vidt gælder raketter og samtidig fordobles afstandene i vindens retning.

Isfontæner, bordbomber, stjernekastere mm. betragtes som helårsfyrværkeri og er ikke underlagt reglerne. Det må du anvende hele året.

Sikkerhedsudstyr

I forbindelse med købet af fyrværkeri er der udleveret gode råd om brug af fyrværkeri, sikkerhedsudstyr mm.

Læs rådene på fyrværkerikampagnens hjemmeside.

Det er for din sikkerhed - husk at bruge det.

Salg af fyrværkeri

Konsumfyrværkeri må kun sælges fra godkendte butikker og kun i perioden 15. til 31. december. Det er kun tilladt at sælge fyrværkeriartikler til personer over 18 år, dog undtaget helårsfyrværkeriet der må sælges til personer over 15 år.

For at en butik kan blive godkendt, stilles der blandt andet krav slukningsudstyr, indretning og afstandsforhold til nabobygninger mm.

Bornholms Brandvæsen fører tilsyn med de godkendte salgssteder.

​Professionel affyring og opbevaring

Du skal være godkendt festfyrværker eller scenefyrværker for at det er muligt at få tilladelse til anvendelse mm. af professionelt fyrværkeri eller alle typer af fyrværkeri "uden for den almindelige tilladelsesperiode". For at blive godkendt fyrværker, skal du deltage i og bestå uddannelse gennemført af Sikkerhedsstyrelsen. Du kommer i forbindelse med uddannelsen gennem reglerne for affyring, opbevaring og ansøgninger.

Ansøgning om anvendelse, oplag mm. sker gennem blanketterne på virk.dk