overnatning

Overnatninger

​Virksomheder der ikke er indrettet til hotel (hoteller, moteller, pensionater, kroer, klublejligheder, kollegier, kostskoler, feriehjem, spejderhytter og lignende), kan indrettes til midlertidig overnatning i indtil 5 dage i træk efter tilladelse fra Bornholms Brandvæsen i hvert enkelt tilfælde.

Det betyder at det er muligt eksempelvis at overnatte i en idrætshal eller et klasselokale på en skole under forudsætning af tilladelse fra Bornholms Brandvæsen og dermed overholdelse af reglerne i de driftsmæssige forskrifter af 2. april 2008.

Vejledning

Brandvæsnet skelner mellem anmeldelses- og ansøgningspligtige arrangementer. Hvis din overnatning er med under 50 deltagere, skal den anmeldes og i andre tilfælde skal du ansøge om tilladelse til overnatningen. Både anmeldelser og ansøgninger skal indsendes mindst syv dage før arrangements start.

Der vil kunne blive foretaget brandsyn af lokaliteterne hvori der afholdes midlertidig overnatning, både før arrangementet og under arrangementet.

Vejledningen er også lavet som en pdf-fil, der kan downloades. Der er ikke fuldstændig sprogmæssig overensstemmelse mellem teksten her på siden og den vejledningen i teksten. I tvivlstilfælde, så kontakt brandvæsnet.

Overnatninger med under 50 personer

​Ved overnatninger under 50 personer, har Bornholms Brandvæsen foretaget en generel sagsbehandling og vurderet at det er tilstrækkeligt at den anmeldes og du skal sikre at de forskellige regler overholdes.

Anmeldelser skal indsendes elektronisk senest syv dage inden arrangementet. Din anmeldelse er samtidig din tilladelse og du kan læse en række særlige vilkår på anmeldelsens side 2.

Du skal være særlig opmærksom på at såfremt din overnatning foregår i lokaler større end 75 m2 skal det ske efter en af brandvæsnet godkendt pladsfordelingsplan. Se mere i afsnittet "Tolkning af punkterne i kapitel 11".

Find blanket til anmeldelse under 50 personer her

Typiske overnatninger med under 50 personer, er når skoleklasser har en overnatning i et klasselokale, et idrætshold har træningsweekend og børnehaver "vipper" de store.

Overnatning med over 50 personer

Hvis din overnatning har flere end 50 overnattende, skal du i stedet anvende ansøgning om midlertidig overnatning. Du skal samtidig indsende supplerende materiale på email og først når alt materiale er tilsendt kan du ansøgning behandles.

Ansøgninger skal indsendes senest syv hverdage inden arrangementet, men meget gerne før. Hvis det er et stort arrangement med mange deltagere kan de krav der bliver stillet være så store at det bliver svært at få på plads på kun syv dage. Brandvæsnet deltager gerne i en forhåndsdialog om dit arrangement.

Brug KUN denne ansøgning hvis din overnatning skal have flere end 50 personer.

Typisk er dette arrangementer med "offentlig tilmelding", hvor deltagerne enten kommer enkeltvis fra forskellige foreninger eller stævner hvor man tilmeldes holdvis. De enkelte deltagere kender ikke nødvendigvis det sted der overnattes.

Særlige regler for overnatning i flere lokaler

Ud over anden skiltning som følge af driftsmæssige forskrifter og anden lovgivning, kræver Bornholms Brandvæsen, at der i hvert lokale med overnattende ophænges kopi af evakueringsinstruksen, og skilt der angiver det maksimale tilladte antal overnattende i lokalet.

Der skal som minimum et sted på lokaliteten ophænges en kopi af tilladelsen sammen med de øvrige krævede kopier.

Såfremt et eller flere lokaler er over 75 m2 skal der i de pågældende lokaler ophænges kopi af den godkendte belægningsplan.

Særlige regler for lokaler over 75 m2

Ud over anden skiltning som følge af driftsmæssige forskrifter og anden lovgivning, kræver Bornholms Brandvæsen, at der i hvert lokale med overnattende ophænges kopi belægningsplan, evakueringsinstruksen, og skilt der angiver det maksimale tilladte antal overnattende i lokalet.

Der skal som minimum et sted på lokaliteten ophænges en kopi af tilladelsen sammen med de øvrige krævede kopier.

Tolkning af punkterne i kapitel 11

Punkt 11.3

Med baggrund i de i punkt 11.3 omtalte redningsåbninger og hvornår de er godkendte af Bornholms Brandvæsen, er en redningsåbning et vindue eller lignende med en højde på mindst 0,6 meter, en bredde på mindst 0,5 meter og hvor summen af højden og bredden er mindst 1,5 meter. Såfremt der er dør direkte til det fri, bortfalder kravet om redningsåbninger.

Punkt 11.4

Med baggrund i reglerne i punkt 11.4 skal der i alle lokaler der anvendes til overnatning opsættes mindst et håndsprøjtebatteri 2 * 10 liter eller en trykvandslukker på 9 liter og ellers således at der maksimalt er 25 meter til nærmeste slukningsmiddel. Såfremt der i lokalet er installeret slangevinder, således at der maksimalt er 25 meter til den nærmeste, bortfalder kravet om håndsprøjtebatterier.

Punkt 11.6

Med baggrund i reglerne i punkt 11.6 skal der opsættes en røgalarm pr 75 m2, dog mindst 2 stk. i lokaler over 50 m2. Røgalarmerne skal være jævnt fordelt over hele lokalet, både i vandret og lodret plan. Røgalarmer kan enten udføres som et fast røgalarmanlæg efter bygningsreglementet eller som løse røgalarmer med batterier. Såfremt de udføres som løse alarmer med batteri, skal hver enkelt røgalarm afprøves inden overnatningen påbegyndes.

Punkt 11.7

Med baggrund i reglerne i punkt 11.7 fastsættes det, at overnatningen skal ske efter en belægningsplan godkendt af redningsberedskabet. I den forbindelse kan fastsættes nogle mål og størrelser, der er gode udgangspunkter for at at tegne belægningsplanen. En person fylder med bagage cirka 0,8 * 2,5 meter i plads til at sove på. Ud over plads til at sove på, skal der afsættes plads til gangarealer, døråbninger mm. I runde tal, kan det forventes at en person optager cirka 3 m2 alt inkl.

Større områder - eksempelvis i en hal - skal opdeles i en række mindre områder med mindst 1,3 meters fri afstand i mellem. Den fri brede afhænger af det antal personer, der forventes at skulle bruge den pågældende gang, således at der skal være en centimeter fri gangbredde pr. person.

Punkt 11.8

Med baggrund i reglerne i punkt 11.8 fastsættes at den vågne vagt skal løse følgende opgaver:

  • Rundering mindst en gang i timen.
  • Påse at forbud mod åben ild overholdes.
  • Lukke døre - ingen kiler i døre.
  • Påse overholdelse af belægningsplan.
  • Påse frie og rydelige flugtveje.
  • Varsle, alarmere og påbegynde evakuering i en eventuel nødsituation.

Vågne vagter kan løse andre opgaver for arrangementet, såfremt det ikke hindrer udførelsen af ovenstående opgaver. Såfremt arrangementet strækker sig over flere overnatninger, skal der føres driftsjournal med angivelse af kontrol af ovenstående.

Bornholms Brandvæsen lægger som grund for den sikkerhedsmæssige vurdering af, om der i andre tilfælde kræves vågen vagt følgende:

  • Deltagernes alder
  • Deltagerantallet
  • Arrangements art og risici

Hvis der er børn under tolv år, personer der typisk ikke er selvhjulpne i en nødsituation, hvis der er flere end 50 overnattende eller det eksempelvis er et festivallignende arrangement vil det oftest medføre at vurderingen falder ud til at der kræves vågen vagt.