huse i Gudhjem

Bolig

Mennesker med handicap kan naturligvis, ligesom alle andre mennesker, bo i byen eller på landet, bo til leje eller eje deres egen bolig. Nogle mennesker med handicap har brug for særlig indretning af boligen, så den passer til dem, og nogle mennesker har høje boligudgifter pga. et handicap. Kommunen har mulighed for at hjælpe med dette. Du kan læse mere om de forskellige muligheder i menuen til venstre.

Mennesker med visse typer handicap kan have brug for at bo i botilbud, hvor der er personale til stede det meste af døgnet. Det gælder særligt mennesker med psykiske handicap. Du kan læse om dette på siden Botilbud.

Boligændringer

Har du på grund af et handicap svært ved at klare dig i dagligdagen derhjemme, kan du søge om hjælp til indretning af din bolig, så den bliver bedre egnet til dig.
 
Boligændringer kan bestå i fjernelse af dørtrin, udvidelse af døråbninger, opsætning af håndtag, ramper og lignende. Ændringerne skal være nødvendige og i væsentlig grad gøre boligen bedre egnet for dig.

Boligændringer kan foretages, uanset om du bor i egen bolig eller lejet bolig. Ejeren skal dog give tilladelse.

Det er hjælpemiddelafdelingen, der behandler ansøgninger om boligændringer.
Du kan læse mere under Hjælpemidler.

Handicapvenlige boliger

Man kan leje handicapvenlige boliger gennem boligselskaberne på Bornholm. Du kan finde en liste over alle boligselskaber på Bornholm her.

Derudover har kommunen et mindre antal udlejningsboliger. Størstedelen af boligerne er boliger egnede for ældre og handicappede. Kommunen kan for eksempel visitere borgere med handicap til en bolig, når boligændringer i eget hjem er uhensigtsmæssige at gennemføre. Her kan du læse mere om kommunens udlejningsboliger.
 
 

Handicaprelaterede boligudgifter

Hvis du har ekstra høje boligudgifter, der er en direkte følge af dit handicap, for eksempel fordi du er nødt til at have et værelse til en handicaphjælper, eller fordi du har et højt forbrug af el og varme pga. et handicap, er der mulighed for at søge udgiften dækket som dét, der hedder ”merudgifter ved den daglige livsførelse”.

For at få bevilget merudgiftsydelse er det en betingelse, at du har en betydelig og varigt nedsat funktionsevne, og at merudgifterne udgør mindst 6000 kr. om året. Ud over handicaprelaterede boligudgifter kan du søge dækning af medicinudgifter og en række andre udgifter. Klik her og læs mere om merudgiftsydelse.