Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Indflydelse & Politik Høringer Tre boligkvarterer og plads til natur i Rønne Syd

Tre boligkvarterer og plads til natur i Rønne Syd

Kommunalbestyrelsen har med et tillæg til kommuneplanen banet vejen for udviklingen af Rønne Syd.

Med tillægget muliggør Bornholms Regionskommune udviklingen af tre boligområder og sikrer samtidig plads til natur og rekreation.

Tillæg nr. 03 til Kommuneplan 2020 blev endeligt vedtaget af Kommunalbestyrelsen den 28. april 2022. Tillægget og den tilhørende miljørapport offentliggøres hermed den 14. juni 2022.

Læs mere i den sammenfattende redegørelse om de høringssvar, som indkom i høringen af tillægget.

Se tillægget til kommuneplanen via dette link.

Retsvirkninger

I henhold til planlovens § 12 stk. 2 kan kommunalbestyrelsen inden for byzoner modsætte sig udstykning og bebyggelse, som er i strid med kommuneplanens rækkefølgebestemmelser. Forbud kan dog ikke nedlægges, når det pågældende område er omfattet af en detaljeret byplanvedtægt eller lokalplan, der er tilvejebragt før kommuneplanen. 

Jf. planlovens § 12 stk. 3 kan kommunalbestyrelsen inden for byzoner og sommerhusområder modsætte sig opførelse af bebyggelse eller ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer, når bebyggelsen eller anvendelsen er i strid med bestemmelser i kommuneplanens rammedel. Forbud kan dog ikke nedlægges, når det pågældende område i kommuneplanen er udlagt til offentligt formål, eller når området er omfattet af en lokalplan eller en byplanvedtægt. 

Klagevejledning

Du kan klage over denne afgørelse efter Planloven. Ifølge Planlovens § 58 stk. 1 nr. 4, kan du kun klage over retlige spørgsmål. Det vil sige, at du f.eks. kan klage, hvis du mener, at kommunalbestyrelsen ikke har haft hjemmel til at træffe afgørelsen. Du kan derimod ikke klage over, at kommunalbestyrelsen efter din opfattelse burde have truffet en anden afgørelse.

Klageberettiget er enhver med retlig interesse i sagens udfald og landsdækkende foreninger og organisationer, der som formål har beskyttelsen af natur og miljø eller varetagelsen af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen og har vedtægter eller love, som dokumenterer deres formål, og som repræsenterer mindst 100 medlemmer. 

Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog altid fra bekendtgørelsen (14. juni 2022). Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag. Klagefristen udløber ved midnat på dagen for klagefristens udløb.

Klage indgives gennem Klageportalen. Klageportalen ligger på www.borger.dk og www.virk.dk. Du logger på www.borger.dk eller www.virk.dk, ligesom du plejer, typisk med NEM-ID, og klagen skrives direkte i portalen.

Det er muligt at vedhæfte dokumenter til klagen undervejs. Klagen sendes gennem Klageportalen til Bornholms Regionskommune, som videresender den til Planklagenævnet med den påklagede afgørelse og det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse.

En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen. Når du klager, skal der betales et gebyr, som for privatpersoner er på 900 kr. Virksomheder og organisationer skal betale et gebyr på 1.800 kr. Du betaler gebyret med betalingskort i Klageportalen. Klagen bliver ikke sendt videre, før gebyret er betalt, og klager har endeligt godkendt klagen. Gebyret tilbagebetales, hvis klager får helt eller delvist medhold i klagen.

En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal anlægges inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes fristen dog altid fra bekendtgørelsen.