Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Ældreminister Thyra Frank besøger Nørremøllecentret

Ældreminister Thyra Frank besøger Nørremøllecentret

13-06-2018
Thyra Frank har tidligere vist interesse for Bornholms plejecentre. På torsdag besøger hun endnu et for at hilse på beboerne og se centrets nyetablerede lokale køkkener. Herfra får beboerne mad, der er lavet fra bunden - og de bestemmer selv menuen.

Torsdag 14. juni får Nørremøllecentret i Nexø besøg af landets ældreminister, Thyra Frank. Hun har ønsket at besøge Nørremøllecentret for at hilse på beboerne og høre, hvordan det går, efter at centret har fået etableret lokale køkkener.

Der blev tændt op under gryderne ved årsskiftet, da køkkenerne blev indviet. I dag sørger kokke for, at beboerne får god, sund og hjemmelavet mad tilberedt i de lokale køkkener. På et månedligt møde kan beboerne komme med forslag til menuen og/eller melde sig til at deltage i madlavningen.

Køkkenerne er blevet til med økonomisk støtte fra Sundheds- og Ældreministeriet. Pengene kommer fra den pulje på i alt 425 mio. kr., som Thyra Frank fik sat på finansloven for 2017.

Det har længe været en af Thyra Franks mærkesager, at madlavningen skulle ud af storkøkkenerne og tilbage i ældrecentrene. Tanken er, at de lokale køkkener giver gladere ældre som spiser mere, fordi de kan dufte maden, der så vækker appetitten.

På torsdag besøger hun Nørremøllecentret for at se, hvordan det går ude i virkeligheden i de lokale køkkener.
 

Program for besøget:

Torsdag 14. juni 2018, kl. 14,30 – 15,30.

Ældreminister Thyra Frank besøger Nørremøllecentret, Paradisvej 68, 3730 Nexø

Kl. 14,30 - 14,35, modtagelse af ministeren ved indgangen til Nørremøllecenteret.

Kl. 14,35 - 14,55, rundvisning på Nørremøllecenteret, herunder fremvisning af to køkkener

Kl. 14,55 - 15,30, hygge med beboerne, kaffe/kage

Fra Bornholms Regionskommune deltager, formand for Social- og Sundhedsudvalget Bjarne Hartung Kirkegaard, servicedirektør Johannes Nilsson, ældrechef Birgit Mortensen, plejecenterleder Lene Olsen, leder på Nørremøllecentret Ea Rovsing Olsen og leder på Nørremøllecentret Helle Kofod Hansen.