Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Årets virksomhed kåres i morgen

Årets virksomhed kåres i morgen

17-09-2020

Fredag den 18. september bliver sløret løftet for hvilken bornholmsk virksomhed, der løber med titlen som Årets Virksomhed 2020. Tilbage i marts havde bornholmerne mulighed for at indstille en kandidat til Årets Virksomhed via Bornholms Erhvervsservices hjemmeside, hvilket resulterede i mere end 15 bud på virksomheder, der har gjort sig særligt bemærket inden for grøn og bæredygtig omstilling.

En intern styregruppe i Bornholms Erhvervsservice har ud fra en række prædefinerede kriterier efterfølgende udvalgt tre kandidater, som nu er nomineret til årets virksomhed 2020.De nominerede er Bornholm Hotels, Lehnsgaard – Bornholms Oliemølle og Svaneke bryghus, som alle arbejder aktivt med grøn og bæredygtig omstilling.

Erhvervschef og medlem af styregruppen for Årets Virksomhed, Christa Lodahl siger:
”Vi er i styregruppen rigtig glade for de mange indsendte forslag til kandidater til Årets Virksomhed. Antallet vidner om, at grøn og bæredygtig omstilling er højt prioriteret hos mange af øens virksomheder. De tre nominerede udmærker sig ved, at de er ambitiøse, innovative og har dokumenteret deres indsats. Jeg synes faktisk, at det er ret imponerende, at vi her på Bornholm har tre virksomheder, der er så professionelle og banebrydende på det bæredygtige område”.

Også Borgmester Winni Grosbøll er begejstret for det stærke felt af kandidater:
”På Bornholm har mange virksomheder en evne til at tænke innovation og bæredygtighed som en naturlig del af deres forretning, og det understøtter i den grad Bornholms vision som værende en Bright Green Island. Det giver genklang i resten af landet og sågar i EU, hvor vi tidligere i år er kåret som Europas mest bæredygtige ø”, tilføjer Winni Grosbøll.

Dommerpanelet
Vinderen udpeges af et dommerpanel bestående af Winni Grosbøll (Borgmester), Karen Bladt (Formand for Business Center Bornholm) Johannes Nilsson (Kommunaldirektør) samt Liselotte Hohwy Stokholm (Direktør i Copenhagen Business Hub – Erhvervshus Hovedstaden).

Læs mere og få indsigt i de enkelte virksomheder hos Business Center Bornholm klik her