Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Åvangsskolen fylder 70 år

Åvangsskolen fylder 70 år

07-11-2025

​​​Åvangsskolen i Rønne runder et skarpt hjørne: 70 år er skolen blevet. 70 år, der naturligt har betydet mange forandringer.

Den 1. november 1955 slog Åvangsskolen dørene op for de første håbefulde elever. Der var kun otte klasselokaler færdige, og de blev taget i brug af eleverne fra 12 klasser, der siden august samme år havde været såkaldte vandreklasser på Østre og Vestre Skole.

Den egentlige indvielseshøjtidelighed fandt sted den 12. oktober 1957, hvor gymnastiksalen også den sommer stod færdig. Samlet set havde skolen kostet 2.5 millioner kroner og havde pr. 1. januar 1958 518 elever. 

”Skolen blev oprindeligt opført i en tid, hvor Rønne voksede hurtigt, og behovet for moderne skolebygninger var stort. Gennem årene har Åvangsskolen udviklet sig med tiden, men en række værdier står stadig fast såsom faglighed og fællesskab”, siger skoleleder, Andreas Grosbøll.​

Fejring med besøg af pensionerede ansatte
I syv årtier har skolen været rammen om læring, fællesskab og udvikling for tusindvis af bornholmske børn, og det skal naturligvis fejres.

Fødselsdagen markeres med en fejring og sang i gården, hvor en gave bliver givet til skolens nuværende elever. Bagefter spiser venskabsklasserne kage sammen med én af skolens nu pensionerede ansatte, der kommer fortæller om Åvangsskolen i tidligere tider.