Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Ældreanalysen går ind i sin slutfase

Ældreanalysen går ind i sin slutfase

12-03-2021

Ældreanalysens følgegruppe mødtes i denne uge over skype til en status på indsatsen med at forbedre borgernes oplevelse og tilfredshed med den hjælp, de modtager fra kommunen – ligesom at trivslen og arbejdsglæden blandt medarbejdere på ældreområdet skal løftes. Der er tidligt i processen med analysen, som blev sat i gang i foråret 2018, blevet defineret syv fokusområder, som analysen bygger på; Kerneopgaven, organisation og borgerrettet kvalitet, sygefravær, innovation, rekruttering, kompetenceudvikling og kommunikation. 

På mødet bød næstformand for følgegruppen, Bjarne H. Kirkegaard (KD) velkommen til to nye medlemmer; borgmester Thomas Thors, der overtager pladsen som formand efter Winni Grosbøll, og den netop tiltrådte Ældrechef Christina Thorén Lilliedal, der tager over efter Birgit Mortensen, der stoppede som Ældrechef ved årsskiftet. 

Bjarne H. Kirkegaard kunne forsikre de to nye medlemmer om, at han er ganske godt tilfreds med det styrkede fokus, der siden foråret 2018 har været på hele ældreområdet, han sagde: 

"Jeg er specielt glad for arbejdet med faste ruter i hjemmeplejen, de mindre teams – og at antallet af forskellige medarbejdere ude hos den enkelte borger er kommet ned, så borgerne møder færre og velkendte ansigter."

Handleplaner for lavere sygefravær, nye rekrutteringsveje og opgradering af kompetencer

På mødet blev der givet en status og sat fokus på fire af de syv fokusområder. Følgegruppen blev orienteret om, hvordan der i øjeblikket arbejdes på at få lagt konkrete handleplaner, der skal bringe sygefraværet ned. I forhold til området kommunikation, så har flere teams haft succes med at rekruttere nye medarbejdere via videoer på Facebook, hvor de fortæller om det faglige indhold og livet i deres team. Der blev også orienteret om, hvordan indsatsen med at omorganisere hjemmeplejen i færre teams skrider fremad og om, arbejdet med at få kortlagt kompetencerne hos de ansatte inden for fire fagligt vigtige områder: håndtering af demens, rehabilitering, medicin og tryksår. Kortlægningen er foregået ved, at medarbejderen og dennes leder begge er kommet med deres vurderinger af medarbejderens faglige niveau, og på dette grundlag er der blevet sat ind med efteruddannelse, hvor det viste sig, at der var behov. Corona har dog forsinket denne proces, og flere af kurserne har måttet udskydes.

Slutrapport fremlægges for kommunalbestyrelsen til september
Hen over sommeren vil de samlede resultater af den treårige proces blive behandlet og diskuteret af Social og Sundhedsudvalget, Ældrerådet og kommunens MEDudvalg før den fremlægges for Kommunalbestyrelsen i september. Der lægges allerede nu op til at følgegruppens arbejde fortsætter et år mere for at følge udviklingen og implementering af nye løsninger til dørs.

Oversigt over medlemmer af følgegruppen

  • Formand: Borgmester Thomas Thors (A).
  • Næstformand: Bjarne Hartung Kirkegaard (KD) formand for Social og Sundhedsudvalget.
  • Servicedirektør: Trine Dorow.
  • Ældrechef og formand for CenterMED, Center Ældre: Christina Thorén Lilliedal.
  • Næstformand, CenterMED, Center Ældre: Nadja Agnes Skovgaard.
  • Arbejdsmiljørepræsentant, CenterMED, Center for Ældre: Sussi Birkebæk Lau.
  • Plejeenterleder: Helle Kofod Hansen.
  • Næstformand, AfdelingsMED, Hjemmeplejen: Synnøve Koefoed.
  • Arbejdsmiljørepræsentant, AfdelingsMED, Plejeboligområdet: Maibritt Nielsen.
  • Formand, AfdelingsMED, Hjemmeplejen: Annette Larsen.
  • Næstformand, AfdelingsMED, Plejeboligområdet: Mia Ingemann Rømer.
  • Arbejdsmiljørepræsentant, Hjemmeplejen: Jeanne Tærsker Fugl.
  • Formand i CenterMED Sundhed og Forebyggelse: Karina Nørby.
  • Næstformand i CenterMED Sundhed og Forebyggelse: Katja Madsen.
  • Leder af Sygeplejen: Charlotte Høffding Larsen.
  • Kommunikationskonsulent i BRK: Gitte Bisse Bertelsen.
  • FOA: Dorthe Leah Pedersen.
  • Faglig konsulent, Dansk Sygeplejeråd, Kreds hovedstaden: Lene Skielboe.
  • Formand Bornholms Ældreråd: Erik A. Larsen.
  • Faglige Seniorer, formand for FOA seniorklub: Ingrid Haagensen.
  • Ældre Sagen Bornholm: Steen Sejfert.