Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Aktiviteter for børn i sommerferien

Aktiviteter for børn i sommerferien

25-06-2020


Kommunen udbyder en række kultur- og naturcamps, sport, leg og bevægelse for børn i alderen 7-12 år i sommerferien. Hensigten er at give bornholmske skolebørn mulighed for at lære nyt og blive udfordret i nye sociale fællesskaber. Det er gratis at deltage i aktiviteterne, men det kræver tilmelding.

Skolechef i kommunen, Trine Schloss Pedersen, siger:

"Jeg er meget glad for, at vi, sammen med DGI-Bornholm, kultur- og naturinstitutioner på Øen og skolerne, kan tilbyde vores børn sjove og lærerige aktiviteter i sommerferien. Vi vil gerne udfylde nogle af de faglige huller, der måtte være opstået under Corona og samtidigt tilbyde børnene at blive en del af nye sociale fællesskaber. Sommerferien kan være særlig lang for nogle børn, og dem håber vi også at nå her."

Gaarden i Melsted udbyder også sommeraktiviteter for børn, og håber at øens børn og forældre vil tage godt imod tilbuddet:

"Vi er glade for at tage del i kommunens vigtige initiativ og for at kunne tilbyde børnene en god oplevelse med en Bondegårdslejr. Vi glæder os til at tale med børnene om madkultur og gode madvaner" – udtaler, Mikkel Bach-Jensen, daglig leder af Gaarden.

 

Forskellige aktiviteter

Der er sammensat en bred vifte af aktiviteter, hvor børn møder andre børn og udfordres gennem natur- og kultur oplevelser.

På Svartingedal Skole i Hasle tilbydes en bevægelsesrejse gennem dans og sammenhold, og på Paradisbakkeskolen i Nexø kan børnene deltage i en kreativ sommerskole.

I et samarbejde med MUTE Studio tilbydes en sommercamp i billedkunst og også Gaarden i Melsted, Bornholms Rovfugleshow, Middelaldercenteret og NaturBornholm arrangerer spændende aktiviteter i børnenes sommerferie.

Læs mere om de enkelte aktiviteter og hvordan man tilmelder sig her.

Ud over de aktiviteter, der udbydes gennem flyeren, vil øens foreninger udbyde en lang række aktiviteter med sport, leg og bevægelse henover sommeren. Aktiviteterne vil blive offentliggjort i Rytterknægten og gennem BRK.dk

Barnets Blå Hus byder også ind med ugentlige aktiviteter som annonceres på deres facebook.

 

Forsikring
Deltagere i sommerferieaktiviteter er ikke ulykkes/ansvarsforsikret gennem Bornholms Regionskommune. Det påhviler derved deltagerens forældre at undersøge/sikre deres barns dækning.
Kontakt de enkelte foreninger og klubber for oplysninger om, hvorvidt børnene er forsikret


For yderligere information:

Trine Schloss Pedersen, skolechef - Trine.Schloss.Pedersen@brk.dk

Ulla Didriksen, koordinator - Ulla.Didriksen@brk.dk