Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Besøgsrestriktioner på sociale botilbud ophæves

Besøgsrestriktioner på sociale botilbud ophæves

18-02-2021

Først blev de midlertidige besøgsrestriktioner på øens plejecentre ophævet, og nu har Social- og Ældreministeriet orienteret kommunen om, at Styrelsen for Patientsikkerhed også har besluttet at ophæve de midlertidige besøgsrestriktioner, som har været gældende for øens sociale botilbud. Lave smittetal og vacciner er baggrunden for ophævelsen.

Bornholms Regionskommune har modtaget en formel ophævelse af de midlertidige besøgsrestriktioner, der har været gældende for vores sociale botilbud grundet risikoen for smitte med Corona. Det betyder, at pårørende frit kan besøge deres kære uden restriktioner.

Baggrunden for ophævelsen af restriktionerne skyldes, at Bornholm har holdt et meget lavt smittetal gennem mange uger.

"En længe ventet åbning", siger formanden for Social- og Sundhedsudvalget Bjarne Hartung Kirkegaard (KD) og tilføjer:

"Det er en god nyhed, at det lave smittetryk og vacciner er baggrund for nu at hæve besøgsrestriktioner også på Bornholms sociale botilbud."

Selvom besøgsrestriktionerne ophæves understreges det, at de gode hygiejnevaner, systematiske test blandt personalet samt brugen af værnemidler hos de ansatte bliver fastholdt. Der er endnu heller ikke adgang for de frivillige hjælpere.

Se brevet fra Social og Ældreministeriet om ophævelsen af de midlertidige besøgsrestriktioner.