Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Bliv frivillig sprogven for en udenlandsk tilflytter

Bliv frivillig sprogven for en udenlandsk tilflytter

19-09-2019

​Bornholms Regionskommune og Sprogcenteret på Campus Bornholm søger frivillige, som har lyst til at mødes med en udenlandsk tilflytter for at støtte dem i at lære dansk.

Hjælpen foregår en-til-en, og det er op til matchet (den frivillige og den udenlandske tilflytter) at bestemme hvor, hvornår og hvor ofte man mødes.

- Den frivillige indsats gør en kæmpe forskel, samtidigt med at der skabes stærke bånd mellem de frivillige og de udenlandske borgere. Alle kan blive frivillig sprogven, du skal blot være 18 år eller over, og kunne dansk, oplyser Newcomer Guide Mette Bisgaard Olesen fra Bornholms Regionskommune.

En relation der kan mærkes
Når man melder sig som frivillig, vil det typisk være for at gøre noget godt for andre, og spørger man frivillighedskonsulent Birgitte Eybye fra Bornholms Regionskommune, er det netop relationen til en anden person, der er givende i den frivillige indsats:

- Glæden ved at være sammen, helt uformelt, på jeres egne præmisser, hvad angår tid og sted og indhold af samværet, er noget helt særligt. At du viser interesse og vil bruge din fritid, har stor betydning for at en ny dansker falder til her i landet, og den glæde kommer du til at mærke, fortæller Birgitte.

Det handler også om modet til at udtrykke sig
Kristine Pedersen, leder af Sprogcenteret fortæller, at erfaringerne med sprogvenner i 2017 og 2018 var en stor succes:

- De frivilliges indsats er mærkbar for vores kursister: Sprog handler selvfølgelig om at kunne udtrykke sig korrekt, men det handler også om modet til at udtrykke sig. På begge parametre spiller de frivillige en betydningsfuld rolle. Behovet for sprogvenner er stadig stort blandt vores kursister, så derfor forsøger vi nu at sparke gang i det igen, fortæller hun.

Find yderligere oplysninger på https://campusbornholm.dk/sprogcenter-danskuddannelser-for-voksne-udlaendinge