Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Borgmesteren ærgrer sig over lukningen af asylcentrene

Borgmesteren ærgrer sig over lukningen af asylcentrene

06-06-2018

Udlændingestyrelsen har i dag offentliggjort, at den lukker de sidste to asylcentre på Bornholm. Borgmester Winni Grosbøll er ked af de konsekvenser, det får for øen, når en stor statslig arbejdsplads lukker.

Det faldende antal asylansøgere har igen medført behov for at afvikle asylcentre i Danmark. I februar lukkede Udlændingestyrelsen fire asylcentre, og nu varsler den lukning af Bornholms to asylcentre, Center Aakirkeby og Center Bornholm.

Lukningerne får desværre en række konsekvenser for medarbejdere i Bornholms Regionskommune primært på Svartingedalsskolen og øens daginstitutioner, men også i forhold til budgetterede indtægter fra husleje, busbetjening med videre.

Borgmester Winni Grosbøll har i dag talt med landets integrationsminister, Inger Støjberg, og siger:

"Det er en stor statslig arbejdsplads, der forsvinder fra øen, og jeg er da ked af de konsekvenser, det får både for flygtningene og for vores ø. Integrationsministeren takkede for det meget gode samarbejde og kvitterede for, at vi havde løftet opgaven på meget fornem vis i de forgangene år."

De to centre på Bornholm, som drives af Røde Kors, lukkes med udgangen af september.  De direkte berørte medarbejdere i BRK er informeret og bliver taget hånd om.

BRK vil hurtigst muligt afdække de økonomiske konsekvenser, som lukningerne får.