Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Bornholm er vært for europæisk møde om kunsthåndværk

Bornholm er vært for europæisk møde om kunsthåndværk

19-09-2022
Bornholm er i disse dage (19.- 22. september) vært for et møde mellem alle Europas udnævnte World Craft Regions. Øen er dermed centrum for det europæiske kunsthåndværk.

Bornholm var det første sted i Europa til at blive udnævnt til World Craft Region af World Craft Council i 2017. Fire andre regioner er siden fulgt efter. I i denne uge mødes repræsentanter fra alle World Craft Regions i Europa på Bornholm for at udveksle erfaringer og arbejde sammen om nye projekter.

Bornholm er vært for det internationale møde, og der kommer i alt 14 besøgende fra; Kilkenny i Irland, Farnham i England, Outer Hebrides i Skotland og La Bisbal i Spanien. Deltagerne er repræsentanter fra kunsthåndværkerforeninger og byråd samt en repræsentant fra World Craft Council Europe.

Erfaringsudveksling og besøg på værksteder
Europas øjne er rettet mod Bornholm, når det kommer til kunsthåndværk. Titlen som World Craft Region skaber opmærksomhed i mange andre europæiske lande, der gerne vil lære af Bornholm og det unikke miljø for kunsthåndværk, som eksisterer her på øen. Bornholms særlige miljø og det høje kunstneriske niveau er netop baggrunden for, at vi tilbage i 2017 fik tildelt titlen som World Craft Region.

Programmet for de to dage med europæiske gæster består af en dag med rundtur til en lang række værksteder og institutioner, herunder Hjorths Fabrik, Det kgl. Akademis glas og keramikuddannelse samt Bornholms Center for Kunsthåndværk på Grønbechs Gård. Plus en hel dag med workshop og oplæg. Forventningen til det internationale møde er, at der bliver opbygget et godt internationalt netværk blandt World Craft Regions i Europa, og at grundstenene til nye samarbejdsprojekter bliver lagt på baggrund af masser af gode samtaler på kryds og tværs. På workshop-dagen, som er onsdag den 21. september, skal der blandt andet udvikles ideer på en fælles rejseudstilling samt udvekslingsmuligheder for kunsthåndværkere. Mødet ligger i forbindelse med Bornholm Craft Weeks og nogle af deltagerne forlænger deres ophold for at kunne deltage i festivalens aktiviteter.

Mødet er en del af projektet ”Kunsthåndværkernes Ø - erhvervs- og landdistriktsudvikling hånd i hånd” under Makers Island Bornholm og er støttet af Erhvervsstyrelsens Pulje for Landdistrikter samt Bornholms Regionskommune.

Makers Island Bornholm er et samarbejde mellem aktørerne inden for kunsthåndværket på Bornholm. Samarbejdet skal udmønte Bornholms titel som World Craft Region i konkrete aktiviteter, der sikrer synergier, promovering, kompetenceudvikling og internationalisering. Bag Makers Island Bornholm står Arts & Crafts Association Bornholm, Bornholms Kunstmuseum, Grønbechs Gård, Hjorths Fabrik, Det Kongelige Akademi i Nexø, Destination Bornholm, Business Center Bornholm med Bornholms Regionskommune i spidsen