Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Bornholm går på tværs af diagnoser

Bornholm går på tværs af diagnoser

29-03-2019

Et nyt samarbejde mellem Bornholms Regionskommune, praktiserende læger og Bornholms Hospital vil i foråret resultere i helt nye forebyggelsestilbud til borgere med KOL og/eller type 2 diabetes.

Det glæder sundhedschef Trine Dorow fra Bornholms Regionskommune, vicedirektør Annemarie Hellebek fra Bornholm Hospital og praksiskoordinator Niels Jacob Nielsen, at nye flerstrengede indsatser i forhold til to af de største kroniske sygdomme snart ser dagens lys.

Trine Dorow siger:" Ved ikke kun at tage udgangspunkt i den enkelte diagnose, men i stedet for gå på tværs af diagnoser og samtidig give borgere mulighed for flere valgmuligheder, håber vi bedre at kunne imødekomme den enkelte borgers behov."

Annemarie Hellebek fra Bornholms Hospital uddyber: "Vi får indsatser som inddrager, motiverer og støtter op om borgeren og skaber mulighed for, at borgeren bedre kan mestre egen sygdom og livet med denne. Det sker blandt andet ved at borgeren nu får mulighed for at vælge enkelte temamoduler samt et længerevarende kursustilbud: "Nye veje – nye vaner, et kursus til et bedre liv med kronisk sygdom"

Med de nye tilbud, der kommer i løbet af foråret 2019 vil borgere konkret blive tilbudt nye differentierede forebyggelsestilbud med flere valgmuligheder. Samtidig vil der via lægehenvisning være mulighed for at blive tilbudt en afklarende samtale foretaget af kommunens eksperter i kronisk sygdom. Herefter vil borgeren kunne få et skræddersyet forløb, som er individuelt tilpasset borgerens særlige behov, præferencer og ressourcer.

Formand for Social- og sundhedsudvalget Bjarne Hartung Kirkegaard siger:
"Det her er bare super. Ved at lægge kræfterne sammen får både kommunen og borgerne meget mere for pengene. Og jeg er sikker på, at fagligt set når indsatsen et højere niveau. Det her samarbejde er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi også ønsker at arbejde inden for andre af vores områder."

Trine Dorow, Annemarie Hellebek og Niels Jacob Nielsen håber alle på sigt, at de nye forebyggelsestilbud også kan tilbydes borgere med andre sygdomme udover KOL og type 2-diabetes, f.eks. hjerte-kar sygdomme.


Om kronisk sygdom:

Mere end hver fjerde dansker over 16 år er ramt af mindst to kroniske sygdomme. Det svarer til, at næsten 1,2 millioner danskere lider af multisygdom – og antallet stiger, viser tal fra Den Nationale Sundhedsprofil, der undersøger den danske befolknings sundhed. 

Sundhedsprofilen viser, at borgerne i Bornholms Regionskommune lever generelt mere usundt og har større forekomst af kroniske sygdomme end gennemsnittet i regionen. Profilen viser også, at de bornholmske borgere gerne vil leve sundere, og der er motivation for adfærdsændring -men der er også et stort behov for at hjælpe og støtte borgerne på Bornholm i at vælge de sunde valg.

Sundhed og Forebyggelse.png.jpg