Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder De små børns Bornholm søsætter pulje til lokale initiativer

De små børns Bornholm søsætter pulje til lokale initiativer

07-06-2021

​Sidst i maj mødtes omkring 40 repræsentanter for foreninger, organisationer og andre civilsamfundsaktører, som tilsammen udgør Bornholms Børnealliance. Børnealliancen er dannet på initiativ af udviklingsprogrammet; De små børns Bornholm, der arbejder for en styrket og helhedsorienteret tidlig indsats til gavn for små bornholmere i deres første 1000 dage.

De små børns Bornholm er forankret i Bornholms Regionskommune og samarbejder med programpartnerne Socialt Udviklingscenter og Egmont Fonden, som har bevilget godt halvdelen af det fireårige programs samlede økonomi. Et af målene er at arbejde tæt sammen med lokale organisationer, foreninger og kulturinstitutioner i erkendelse af, at det er hele samfundet, der er med til at forme og præge de små børns opvækst og vilkår.

Formand for kommunens Børne- og Skoleudvalg Morten Riis har formandsposten i den lokale børnealliance, han siger:

"Som kommune kan vi ikke gøre det alene, der er også masser af aktører uden for kommunen som er vigtige, når vi skal løfte og skabe en bevægelse omkring små børns trivsel. Der kan være brug for at koordinere de eksisterende tilbud som er, inspirere hinanden og samarbejde på tværs. Bornholms Børnealliance kan bidrage til, at vi møder hinanden, får mere viden om hinanden og skaber nye samarbejdsrelationer, der når ud til familierne", siger Morten Riis.

Bornholms Børnealliance startede op midt i anden nedlukning med en lille række digitale møder, men mødet for nylig var det første fysiske møde mellem de deltagende foreninger og organisationer i alliancen.

Behovet for at være der for hinanden og slå ring om de mindste og deres familier i hverdagen er ikke blevet mindre det sidste år, og derfor var det produktivt at mødes om netværksaktiviteter og fælles drøftelser af, hvordan små børns trivsel er noget, alle kan bidrage til. Der er 20.000 naboer på Bornholm og alle kan være med til at løfte øen til at et sted, hvor vi er fælles om en god start på livet, og hvor vi sikrer, at alle småbørnsfamilier kan være del af betydningsfulde fællesskaber, som hjælper og rækker ud i hverdagen.

Ny pulje til lokale aktiviteter til gavn for øens små børn
Som en håndsrækning til lokalsamfundets arbejde med at skabe fællesskaber for små børn og deres familier har De små børns Bornholm etableret en ny pulje, som civilsamfundets aktører (foreninger/organisationer med flere) kan søge. Puljen er på i alt 300.000 kroner, og der kan søges om beløb på op til 50.000 kr. til aktiviteter, hvor man går sammen om at skabe lokal aktivitet til gavn for 0-6-årige børn og deres familier. 

En del familier med små børn oplever ensomhed i deres hverdag, savner et netværk og har ikke det nødvendige overskud til selv at række ud efter lokale fællesskaber. Det forventede samlede resultat er, at puljemidlerne bidrager til lokale fællesskaber for målgruppen, så flere små børn og deres familier bliver en del af fællesskaber i lokalsamfundene på Bornholm.

"Vi tror på, at vi kan skabe både bedre og bredere tilbud, når flere aktører går sammen. Ved at samarbejde og udnytte hinandens styrker får tilbuddene en helhedsorientering til gavn for øens små børn og deres familier", siger Morten Riis

Ansøgningsskema og beskrivelse af kriterier for ansøgningen ligger på De små børns Bornholms hjemmeside KLIK HER

De er med i Bornholms Børnealliance lige nu:

  • Barnets Blå Hus
  • Bydelsmødre på Bornholm
  • Bornholms Udsatteråd
  • Bornholmske Borgerforeningers Samvirke
  • BUPL Bornholm
  • Bornholms Biblioteker
  • Destination Bornholm
  • DGI Bornholm
  • Dragekompagniet
  • Børnenes Bornholm
  • FOA Bornholm
  • Foreningen Nordlandets Børn
  • Forældreforberedelse i Naturen
  • Frivillig Forum Bornholm
  • Grøn Dannelse
  • Hele Danmarks Familieklub
  • Kirkens Korshærs Børnecafé
  • Københavns Professionshøjskole Bornholm
  • Bornholms Kulturskole
  • Bornholms Museum
  • Kvindekrisecenter Bornholm
  • Landbrugets Børneorganisation 4H
  • Lærerforeningen
  • NaturBornholm
  • Red Barnet
  • Rønne Handelstandsforening
  • Rønne Vineyard
  • SL Bornholm
  • SIND
  • Ungdommens Røde Kors
  • Værftet
  • Projekt God start på livet (Røde Kors)

Yderligere information og eventuelle spørgsmål
Programleder Dorthea Funder Kaas dorthea.kaas@brk.dk mobil 29 67 03 69.


desmåbørn_logo.png