Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Bornholm skal give grønne råd videre til Indonesien

Bornholm skal give grønne råd videre til Indonesien

21-02-2020

I den kommende uge har miljøministeren inviteret både Bornholm og Samsø med på et seminar, hvor de skal inspirere myndighederne i Indonesien til arbejdet med deres egen grønne omstilling og bæredygtige løsninger.
 
Bornholms borgmester, Winni Grosbøll og Klaus Vesløv fra Bornholms Energi og Forsyning er begge inviteret til at besøge Indonesien sammen med landets miljøminister, Lea Wermelin. Her skal de bidrage med oplæg på en række seminarer omkring miljø, energi og bæredygtige løsninger på ø-niveau.

Oplæggene vil tage udgangspunkt i de erfaringer og løsninger, som Bornholm har opnået igennem det sidste årti. Udover Bornholms to repræsentanter deltager også en delegation fra Samsø, der ligeledes har solide erfaringer med grøn omstilling og involvering af borgerne.

Danmark støtter Indonesien med grøn udvikling
Danmark har igennem en årrække samarbejdet med Indonesien på det grønne område. Indonesien hører til blandt de lande i verden, som udleder allermest CO2 og er samtidig et af de lande, der vil blive ramt hårdt af klimaforandringer. Som noget nyt i samarbejdet har Danmark igangsat et særligt myndighedssamarbejde med fokus på grønne ø-løsninger, da Indonesien består af seks hovedøer og et tusindtal af mindre øer.
 
Seminarerne som den danske delegation skal deltage i finder sted fra mandag 24. -27. februar. De kommer til at foregå henholdsvis på øen Lombok, der har ca. 3,1 mio. indbyggere, og på Riau-øerne, der er en provins i Indonesien og omfatter i alt 1.796 øer. Her bor tilsammen ca. 2 millioner indbyggere. Samlet set består Indonesien af flere end 17.000 øer.