Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Bornholms befolkningsudvikling er igen på vej i positiv retning

Bornholms befolkningsudvikling er igen på vej i positiv retning

20-01-2021

Da Bornholm gik ind i 2021 var det ifølge Folkeregisteret med en flot befolkningsfremgang på 85 personer. Det er meget positivt, at kurven ser ud til at være knækket, og at vi nu kan se frem til at blive endnu flere i årene der kommer.

Fra politisk side er der en vision om, at vi skal være 42.000 bornholmere i 2028. Borgmester Thomas Thors siger:

"Det går den rigtige vej, men det viser også at vi har en stor opgave foran os, hvis vi skal nå vores mål om at være 42000 bornholmere i 2028. Der er mange, der drømmer om at komme til at bo på Bornholm, og vi må gøre, hvad vi kan for at understøtte at Bornholm fortsat opleves som et godt sted at bo og vokse op."

Der er 4. januar 2021 registreret 39.606 indbyggere på Bornholm, hvor tallet den 2. januar 2020 var på 39.521 indbyggere. Befolkningstallet har ikke siden 2002 været stigende på Bornholm.

Gode oplevelser som turist veksles til tilflyttere
Der bliver allerede gjort en stor indsats for at understøtte, at vi bliver flere der bor på Bornholm. Fra turistbranchens side hjælpes turisterne til at få nogle fantastiske oplevelser i ferierne og med god sparring fra Businesscenter Bornholm hjælpes nogle af dem med at træffe beslutning om, hvorvidt ferierne skal blive erstattet af en egentlig flytning. Fra Bornholms Regionskommunes side arbejder vi målrettet på at skabe gode vilkår for dem, der vælger at blive en del af den bornholmske befolkning. 

Vi vil gerne have, at du bliver lidt længere
Bornholms Regionskommune har de seneste år iværksat flere aktiviteter, der skal hjælpe de nye bornholmere til at falde godt til. Blandt andet ved at invitere til velkomstarrangementer. Disse arrangementer har været standby på grund af Covid-19, men vil blive genoptaget så snart det igen er forsvarligt at samles. Af de adspurgte har ca. 90 procent svaret, at de synes det er en god ide, at kommunen holder tilflytterarrangementer og langt de fleste svarer, at de kunne være interesserede i at deltage i arrangementer for at udbygge deres netværk, jobmuligheder og skabe grobund for sociale sammenkomster fremadrettet.

Kommunen spørger tilflytterne
I slutningen af 2020 påbegyndte kommunen en spørgeskemaundersøgelse blandt de tilflyttere, der er kommet til øen indenfor den sidste måned. Den skal give et godt indblik i, hvem der flytter til øen og målrette indsatsen overfor nye tilflyttere. Cirka halvdelen af tilflytterne, der kom hertil i det sidste kvartal af 2020, var enten i aldersgruppen 18-29 år eller 60-69 år og flere børnefamilier end tidligere. Langt de fleste tilflyttere påtænker heldigvis at blive boende på øen. Dette er vigtigt, da Bornholm fortsat mangler og kommer til at mangle kvalificeret arbejdskraft i mange forskellige erhverv, dette til trods for den aktuelle ledighedssituation som følge af Corona-krisen. 

Naturen trækker
Langt de fleste tilflyttere oplyser, at de ønsker at komme tættere på naturen ved at flytte til Bornholm. Dernæst er det ønsket at komme tilbage til sine rødder. Derudover er der nogle, som svarer, at det netop er Corona-situationen, som har været en stor faktor for at tage springet og flytte tættere på familie og naturen lige nu. 

Formand for Job, Udvikling og Fritidsudvalget Erik Lund Hansen er i sagens natur også meget glad for den positive udvikling og siger:

"Undersøgelserne skal hjælpe os med at få et billede af, om folk oplever sig taget godt imod når de flytter til øen samt give os ideer til, hvad vi som kommune kan gøre bedre. Det er nu, at vi skal fortsætte den gode indsats, som ydes af alle på Bornholm både lokalt i foreksempel foreningerne, når der bydes velkommen, og i jobcenteret når tilflytterne skal hjælpes i job. Vi har brug for alle i de kommende år".