Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder De første BRK-medarbejdere flytter til Snorrebakken sidst i februar

De første BRK-medarbejdere flytter til Snorrebakken sidst i februar

30-01-2019

Første del af planen med at samle kommunen på færre lokaliteter er ved at blive sat på skinner. Brikkerne er faldet på plads i forhold til, hvor og hvordan de forskellige centre skal bo, hvornår de skal flytte, og hvad der bliver gjort ved bygningerne, før medarbejderne rykker ind.

Sidst i februar begynder de første medarbejdere at rykke ud af deres nuværende lokaliteter og ind på den nye fælles adresse på Snorrebakken. Forarbejdet til flytningen er foregået i samarbejde med medarbejderne via et særligt nedsat samarbejdsudvalg.

Før medarbejderne flytter ind, vil der blandt andet blive isat flere vinduer, visse steder skiftet gulve, blive sat ekstra døre op og spartlet vægge.

Konstitueret kommunaldirektør, Johannes Nilsson siger:

"Det er en klar prioritering, at vi kun gennemfører det arbejde inden indflytning, som er mest nødvendigt. Dermed sikrer vi os, at der er økonomisk råderum til at foretage investeringer i især arbejdsmiljøet, når vi kender de faktiske behov efter indflytning. Til den tid bliver det nemlig først muligt f.eks. at kunne måle støjniveau og luftkvalitet ligesom, de faktiske mangler bliver lettere at spotte."

Center for Sundhed og Business Center Bornholm bliver de første der rykker ind på Snorrebakken. Det sker i ugerne omkring vinterferien uge 9, 10 og 11, hvor også Byg rykker ind. Herefter følger kommunens afdeling Plan, Sekretariatet, HR, Jura, borgmester og Direktion i ugerne 12, 13 og 14. Senest fra uge 15 og frem til uge 17 flytter medarbejdere fra Natur, Miljø og Fritid. Flytningen strækker sig over ni uger og forventes at være i mål den 26. april.

Alle borgere og samarbejdspartnere kan se frem til at blive inviteret til åbent hus, som formentlig bliver holdt i maj måned.

Hermed er første fase af arbejdet med at samle kommunens centre på færre lokaliteter sat i søen. Anden fase, som tæller Tejn og Ullasvej, vil blive sat i gang hurtigst muligt, og her vil medarbejderne også blive inddraget via særligt nedsatte samarbejdsudvalg.