Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Dobbelt så mange arbejdslegater i år til øens kunsthåndværkere

Dobbelt så mange arbejdslegater i år til øens kunsthåndværkere

04-06-2021
Da Statens Kunstfond i sidste uge uddelte arbejdslegater til designere og kunsthåndværkere var der 11 bornholmske kunsthåndværkere iblandt modtagerne. Bornholm er normalt pænt repræsenteret på listen men udmærker sig i år med næsten dobbelt så mange tildelinger som i 2020.

Statens kunstfond uddeler hvert år arbejdslegater til blandt andet danske kunsthåndværkere og designere. I år fik fonden 454 ansøgninger og uddelte 178 legater. Der blev uddelt tre arbejdslegater af 250.000 kr. og det ene af dem gik til den bornholmske Kaori Juzu, der udmærker sig indenfor smykkekunst. I udtalelsen fra Statens Kunstfond som ligger til grund for tildelingen af arbejdslegatet, lyder det:

”Med sin egen poetiske sanselighed søger Kaori Juzu sit eget formsprog og taktilitet i sine kreationer. Vi håber at se flere fokuserede, undersøgende eksperimenter fra Kaori Juzus hånd, så vi fortsat kan blive udfordret på, hvad smykker kan være”.

Japansk-fødte Kaori Juzu har valgt at bosætte sig på Bornholm, fordi hun her finder ro og stor inspiration fra naturen til sit arbejde. Kaori er udlært som guldsmed i 2008 og har stået i lære hos Per Suntum. Hun arbejder i dag fra sit værksted i Tejn på Bornholm og har sine værker repræsenteret på udstillinger og museer verden rundt – også på Bornholms Kunstmuseum. Fra 5. juni kan Kaoris værker opleves på Biennalen for Kunsthåndværk og Design på Koldinghus – hvor også andre bornholmske kunsthåndværkere udstiller.

Nye talenter
Fire andre bornholmske kunsthåndværkere fik tildelt arbejdslegater i kategorien ”nye talenter” - det er Annelie Grimwade Olofsson, George William Bell, Anette Leegaard og Sara Jeffries. Derudover er der tildelt legater til Sarah Oakman, Christina Schou Christensen, Rick Gerner, Johanne Jahncke, Morten Klitgaard og Michael Geertsen.

Bornholm er normalt pænt repræsenteret på listen over tildelinger men udmærker sig i år med næsten dobbelt så mange tildelinger som i 2020, hvilket fortæller noget om, hvor mange og talentfulde kunsthåndværkere, der er på øen - lyder det fra Makers Island.

Makers Island Bornholm er et samarbejde mellem aktørerne inden for kunsthåndværket på Bornholm. Samarbejdet skal udmønte Bornholms titel som World Craft Region i konkrete aktiviteter, der sikrer synergier, promovering, kompetenceudvikling og internationalisering. Bag Makers Island Bornholm står Arts & Crafts Association Bornholm, Bornholms Kunstmuseum, Grønbechs Gård, Hjorths Fabrik, Det Kongelige Akademi i Nexø, Destination Bornholm, Business Center Bornholm med Bornholms Regionskommune i spidsen.