computer med hængelås
Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder EU indfører nye krav til håndtering af persondata

EU indfører nye krav til håndtering af persondata

16-04-2018

​Den 25. maj i år træder en ny EU-forordning i kraft, som skal hæve niveauet for alle EU-landenes sikkerhed i forhold til håndteringen af personoplysninger.


Regionskommunens digitaliseringskonsulent, Steffen Lochmann har de sidste mange måneder arbejdet sammen med kommunens jurister for at finde ud af, hvilke konsekvenser EU forordningen har for os. Det har vist sig, at vi i Bornholms Regionskommune (BRK) allerede har godt styr på sikkerhedskravene. Generelt ligger Danmark også højere end de fleste andre EU-lande, når det kommer til sikker omgang med persondata. Alligevel er der ting, vi skal være mere opmærksomme på i fremtiden. Steffen Lochmann siger:

"Vi kommer til at skulle sikre nye rettigheder for borgerne. Det betyder bl.a. at vi skal sørge for en høj grad af gennemsigtighed i sagsbehandlingen, f.eks. ved at oplyse borgerne om formålet med at indsamle personlige oplysninger. Vi skal også være opmærksomme på at arbejde ud fra nye principper om, at minimere omfanget af de personoplysninger vi gemmer, så vi kun gemmer præcis det nødvendige."

Sikring af privatlivets fred

De nye regler bliver indført for i højere grad at sikre privatlivets fred på internettet. Intentionen er, at vi som borgere skal have mere kontrol over egne personlige oplysninger.

BRK, og alle andre offentlige og private virksomheder, får også en række pligter, som kan sammenfattes til, at vi skal gøre, hvad der er praktisk muligt og rimeligt for at sikre borgernes personlige oplysninger. I øjeblikket er BRK i gang med at ruste de enkelte centre til at kunne leve op til de nye EU-krav.

Processen med at formidle og implementere indholdet af EU's nye forordning kommer til at vare det meste af året.

Digitaliseringskonsulent, Steffen Lochmann er i forbindelse med de nye EU krav blevet udpeget til at være BRKs databeskyttelsesrådgiver.