Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Endnu en stor fond går ind i arbejdet med at udvikle Rønne

Endnu en stor fond går ind i arbejdet med at udvikle Rønne

23-09-2020

Arbejdet med at styrke Rønne som Bornholms hovedby har fået endnu en medspiller. Lokale og Anlægsfonden har valgt at oprette en såkaldt rådgivningssag på hele udviklingsdelen. Dermed går de ind med sparring og kan med viden fra en lang række andre projekter i Danmark hjælpe med at kvalificere projekterne i Rønne. Med det aktuelle tilsagn forpligter Lokale og Anlægsfonden sig dog ikke til at støtte selve byggeriet. Et eventuelt økonomisk bidrag tager de først stilling til, når der er udviklet konkreter delprojekter, som kan realiseres.

Lokale og Anlægsfonden har været involveret i mange visionære og komplekse udviklingsprojekter i de seneste mange år. De har bl.a. være med til at udvikle fremtidens forsamlingshuse og har støttet en vifte af visionære projekter og faciliteter, som fremmer bevægelse og kultur i byer, der i størrelse og placering minder om Rønne.

Udviklingskonsulent Ola Mattsson fra Lokale og Anlægsfonden mener, at Rønnes projekter vil kunne inspirere andre danske byer, og det er baggrunden for at gå ind i dem. Han siger:

"Vi har valgt at gå ind i udviklingen af Rønne, fordi projekterne er visionære og vil kunne være til inspiration for andre lignende byer i Danmark. Begge projekter vil præge byen i mange år fremover, og vi vil gerne bidrage til, at der laves et grundigt forarbejde, hvor der både er fokus på lokal inddragelse og inspiration fra andre visionære projekter i Danmark."

Lokale og Anlægsfonden drives i regi af Kulturministeriet og støtter foreninger, organisationer, institutioner og kommuner, der vil bygge og drive rum og områder, der har fokus på aktivitetsmuligheder inden for idræt, kultur, friluftsliv samt andre fritidsaktiviteter uden privatøkonomiske interesser.

Borgmester Winni Grosbøll har allerede gode erfaringer med at samarbejde med fonden og glæder sig over dens interesse i netop udviklingen af Rønne, hun siger:

"Vi er stærkt begejstrede for, at Lokale og Anlægsfonden vil gå aktivt ind i byudviklingen i Rønne, det er en garanti for, at vi kan nå et højt niveau i vores forarbejde. Vi arbejder sammen med Lokale og Anlægsfonden i flere sammenhænge, og de bidrager altid med god inspiration. Både i forhold til konkrete ideer til løsninger og ikke mindst leverer de vigtig viden om, hvordan man både udvikler og driver komplekse projekter som for eksempel Byens Hus. Det kan kun blive et spændende samarbejde."

Status på byudviklingen i Rønne er, at arbejdet med de to første projekter er ved at gå ind i den fase, som handler om at udvikle et konkurrenceprogram for henholdsvis det kommende Byens Hus og Torv på tværs. Planen er at kunne afholde en arkitektkonkurrence i løbet af 2021. For området ved lystbådehavnen Nørrekås, tages der nu hul på at lave en samlet plan for, hvordan området skal udvikle sig over de næste 10 år. Realdania er den anden store fond, der også er med i udviklingsarbejdet af Rønne.

Lokale og Anlægsfondens hjemmeside