Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Erhverv: Nye jobmuligheder inden for Offshore på Bornholm

Erhverv: Nye jobmuligheder inden for Offshore på Bornholm

30-06-2020

Ledige og ansatte får muligheder for at opbygge kompetencer inden for offshore

Nye vinde blæser over Bornholm, der netop er valgt som energi Ø. Havvindmølleparken Kriegers Flak, der skal opføres i Østersøen, skal stå færdig den 31. december 2021 og Rønne Havn skal være installationshavn.

BHS Logistics har fået den første aftale, og skal dermed varetage opgaven med at losse delene som vil ankomme til Rønne Havn og som skal udgøre de i alt 72 vindmøller.

"Vi er meget stolte over at have fået aftalen i hus," siger Mikkel Lund Ørum, Afdelingsdirektør ved BHS Logistics og forsætter; "det betyder samtidig også, at vi skal bruge nye medarbejdere med kompetencer inden for stevedore. Medarbejdere som skal være klar til opgaven når der startes op i efteråret "

"BHS Logistics valgte tidligt i forløbet at tage kontakt til Jobcenteret, for at forhøre sig om uddannelsesmuligheder og arbejdskraft, da der af den nye kontrakt indgår særlige krav til kompetencer for de medarbejdere, som skal arbejde som stevedore, fortæller Rikke Holm, der er leder af virksomhedsservice i Jobcenter Bornholm og fortsætter; "Det er vi utroligt glade for, da det har givet os mulighed for i samarbejde med Campus Bornholm, at tilrettelægge et kursusforløb på Bornholm, så ledige nu kan få de påkrævede kompetencer og kvalificere sig til den nye branche og til et stevedore job hos BHS Logistics"

Stevedore medarbejderne arbejder på land, men så snart en medarbejder skal ud på vindmølleparken kræver det et GWO Basic Safety Training sikkerhedskursus. BHS Logistics har selv ansatte, der skal uddanne sig med dette kursus, ligesom kurset bliver udbudt til virksomhederne under OFFSHORECENTER BORNHOLM samt til ledige. Dette kursus bliver også afholdt på Bornholm.

Kom til informationsmøde

I forbindelse med rekrutteringen af nye medarbejdere, inviterer BHS Logistics, Jobcentret og Campus Bornholm til informationsmøde om de nye jobmuligheder torsdag den 2. juli 2020 kl. 12:00-13:30 eller kl. 14:00-15:30 på Campus Bornholm, Flexlokale 0.139, Minervavej 1, 3700 Rønne.

"Vi håber at rigtig mange vil komme til informationsmødet og glæder os til at møde vores potentielt kommende medarbejdere" slutter Michael Magnusson, Key Account Manager hos BHS Logistics.

Som følge af COVID-19 retningslinjer kan der maximalt være 40 deltagere.

Tilmelding sker via www.jobnet.dk eller til Jobcenter Bornholm
Lisa Hounisen 56923939 eller Tobias Trumper 56923900.

Supplerende spørgsmål kan rettes til:
Rikke Holm, Leder af Virksomhedsservice, tlf. 30693915.
Henrik Juul Pedersen, Chefkonsulent Campus Bornholm, tlf. 60121814.