Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Følgegruppe tilfreds med rapport for Ældreanalysen

Følgegruppe tilfreds med rapport for Ældreanalysen

15-09-2021

Medlemmerne af følgegruppen for Ældreanalysen er blevet præsenteret for de endelige resultater af processen. Gruppen har gennem de sidste tre år fulgt kommunens analyse af ældreområdet og fik i fredags præsenteret den endelige rapport for analysearbejdet.

Helt overordnet blev der på følgegruppens møde udtrykt glæde over, at der blæser nye og mere positive vinde over området, og at der er sat gang i en større kulturforandring med dialogen i centrum. Borgmester Thomas Thors kaldte det, at det er lykkedes at "ændre humøret i vores organisation".

Ældreanalysens rapport bygger på syv indsatsområder, som har været under lup i perioden; Kerneopgaven, organisation og borgerrettet kvalitet, sygefravær, innovation, rekruttering, kompetenceudvikling og kommunikation. 

Inden for hjemmeplejen er målet om at nedbringe antallet af medarbejdere, der kommer på besøg i borgerens hjem lykkedes. En strukturforandring har betydet at de enkelte teams er blevet mindre, hvilket har haft en positiv effekt på både borgeres og medarbejderes trivsel. Generelt er borgerne kommet mere i fokus blandt andet grundet en større opmærksomhed på kerneopgaven. Sygefraværet er bragt betydeligt ned og ligger i dag endda lidt under mål. Der bliver arbejdet målrettet med innovation og løbende gennemført eksperimenter, der kan lette og/eller løfte kvaliteten af det daglige arbejde. Den enkelte medarbejders kompetencer er blevet screenet, og der er fulgt op med efteruddannelse, hvor der var behov.

Ligesom i resten af landet er det fortsat svært at skaffe kvalificerede medarbejdere til området, hvilket betyder at der er mange ubesatte stillinger. Der arbejdes derfor med mange forskellige måder til at skaffe kvalificeret arbejdskraft f.eks. ved at gøre det mere attraktivt at uddanne sig som SoSu-assistent, søge efter medarbejdere i nabolandene og gøre noget særligt for at tiltrække mænd til området, da det primært er dem der er blandt de få ledige på Bornholm. Kommunikationen og dialogen både den mellem kommunens ældreservice og borgere der modtager hjælp, og den mellem ledelse og medarbejdere er undervejs blevet øget, men der er stadig behov for mere og bedre inddragelse af borgerne og involvering af medarbejderne.

Bjarne H. Kirkegaard, der er formand for Social- og Sundhedsudvalget har undervejs i hele processen udtrykt tilfredshed med indsatsen, som har haft stor betydning for især hjemmeplejen. Han sagde:

"Vi startede med hjemmeplejen, da det i særlig grad var her udfordringerne lå, nu er vi kommet langt der og kan også rumme at kigge nærmere på plejecentrene".

Formand for Bornholms Ældreråd, Erik A. Larsen gav udtryk for, at man er kommet godt rundt og har fået gravet dybt, han sagde:

"Det er rigtigt godt, det I har gang i, men vi skal ikke glemme, hvordan vi kommer videre. Vi skal være fælles om at tale området op, så vi kan rekruttere medarbejdere. Og så skal der lægges handleplaner for de næste tiltag".

Fra FOAs repræsentant i følgegruppen, Dorthe Leah Pedersen var der også anerkendelse af processen:

"Der er sket rigtigt meget på tre år, og hvor er det dejligt, at vi bliver hørt. Der er en god dialog, og vi hører også fra medarbejderne, at de bliver hørt f.eks. i forbindelse med sygefraværsprojektet."

I slutningen af mødet forsikrede chef for Center for Ældre, Christina Thorén Lilliedal at der også i fremtiden vil være fokus på at fortsætte kulturforandringen, blive arbejdet strategisk med rekrutteringen af medarbejdere, brugen af velfærdsteknologi og ikke mindst sikre god trivsel hos de ansatte.

Følgegruppen ønsker at fortsætte og følge områdets udvikling en tid endnu. Hvorvidt det bliver muligt ventes afklaret efter kommunalvalget i november. Resultaterne af Ældreanalysen og den endelige rapport bliver også fremlagt for Kommunalbestyrelsens medlemmer, det sker på et møde den 23. september.

Her finder du rapporten over Ældreanalysen
Den fulde rapport Aeldreanalysen_2018-2021_BRK_august2021.pdf
Kort version Aeldreanalysen_2018-2021_pixi-udgave_BRK_august2021.pdf

Medlemmer af følgegruppen for Ældreanalysen

  • Formand: Borgmesteren, Thomas Thors.
  • Næstformand: Bjarne Hartung Kirkegaard.
  • Direktør for velfærdsområderne: Trine Dorow.
  • Ældrechef og formand for CenterMED, Center Ældre, BRK: Christina Thorén Lilliedal.
  • Næstformand, CenterMED, Center Ældre, BRK: Nadja Agnes Skovgaard.
  • Arbejdsmiljørepræsentant, CenterMED, Center for Ældre: Sussi Birkebæk Lau.
  • Formand i AfdelingsMED, Plejeboligområdet: Helle Kofod Hansen.
  • Næstformand, AfdelingsMED, Hjemmeplejen: Synnøve Koefoed.
  • Arbejdsmiljørepræsentant, AfdelingsMED, Plejeboligområdet: Maibritt Nielsen.
  • Formand, AfdelingsMED, Hjemmeplejen: Annette Larsen.
  • Næstformand, AfdelingsMED, Plejeboligområdet: Mia Ingemann Rømer.
  • Arbejdsmiljørepræsentant, Hjemmeplejen: Birte Olsen.
  • Formand i CenterMED Sundhed og Forebyggelse: Karina Nørby.
  • Næstformand i CenterMED Sundhed og Forebyggelse: Katja Madsen.
  • Leder af Sygeplejen: Charlotte Høffding Larsen.
  • Kommunikationskonsulent i BRK: Gitte Bisse Bertelsen.
  • FOA Bornholm: Dorthe Leah Pedersen.
  • Faglig konsulent, Dansk Sygeplejeråd, Kreds hovedstaden: Lene Skielboe.
  • Formand Bornholms Ældreråd: Erik A. Larsen.
  • Faglige Seniorer, formand for FOA seniorklub: Ingrid Haagensen.
  • Ældre Sagen Bornholm: Steen Sejfert.