Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Fik du hørt Borgmesterens åbningstale for Folkemødet?

Fik du hørt Borgmesterens åbningstale for Folkemødet?

14-06-2018

Var du ikke blandt de mange tusinde på Folkemødet, som i dag lyttede til borgmester, Winni Grosbølls åbningstale, har du her muligheden for at læse ordene, der blev sagt.
(billedet er lånt fra TV2 Bornholm)

 

Kære alle sammen,

Velkommen til Bornholm, Velkommen til Folkemødet

Igen i år har vi glædet os utroligt meget til at byde jer velkommen til Bornholm og til dette års Folkemøde.

Og det er som om, at optakten har været endnu bedre i år end tidligere; solen har braget ned over os i mange uger, humøret er tanket helt op, landet befinder sig i en højkonjunktur, som nyeste prognoser siger forsætter – ligesom solen - og en god intens sæson i Folketinget har budt på en del dramaer, som jeg tænker sagtens kan tåle en tur i debatmaskinen her på Folkemødet.

Interessen for at være med til festen har været meget stor, rent faktisk har der aldrig før været så mange mennesker, der har taget turen til Bornholm på samme tid - vi bliver flere, end vi har været nogensinde før.

Og hvor vi før har trippet af nervøsitet over kontroversielle debattører, skøre grækere, forbud mod gratis mad, eller udsigt til store mængder af vand, så har optakten i år været forbløffende rolig. Og jeg kan forsikre jer om, at intet at det nævnte - mig bekendt – kommer til at præge årets folkemøde.

Derfor er det faktisk lidt svært ikke at have skyhøje forventninger til vores næste 4 dage sammen.

Jeg har prøvet det før, at stå her oppe og kigge ud over jer, det er et formidabelt syn hver eneste gang!

Men denne gang er det som om, at vi gør det midt i en tid, hvor vores faste ståsted udfordres.

Forleden så jeg to billeder, på det ene står hele den vestlige verdens ledere, med Merkel i spidsen og kigger forundret på en mut Donald Trump. Det andet billede; samme Trump, der smilende trykker Nordkoreas leders hånd.

To billeder der ryster vores opfattelse af verdenen.

Ligeledes sagen om Facebook og Cambridge Analytica der rystede vores opfattelse af demokrati og dets urørlighed. Og man spørger sig selv? Hvor stor en del af det, vi troede var demokratiske beslutninger træffes egentlig under stærk påvirkning af faktorer, vi ikke aner er til stede? Og, hvilken indflydelse har det haft på verdens gang og udvikling? Er argumenter og dialog blevet erstattet af algoritmer og købte data? Og har de været det i længere tid, end vi aner?

Det er spørgsmål, der er svære at rumme og det er svært at gennemskue konsekvenserne.

Facebook er en mærkelig størrelse. Det som vi troede var en slags blå bog for venner, er så meget mere på både godt og ondt.

Facebooks algoritmer er blot et eksempel på, at vores faste forestillinger og værdier er i opbrud - eller i hvert fald udfordret.

Og for mit eget vedkommende må jeg desværre konstatere, at jeg i høj grad trækker den anden vej. Vender mig mod det nære, skærmer mig mod det ukendte og koncentrerer mig om det, jeg tror, jeg ved noget om.

Det er på en side godt nok, men det gør jo også at kompleksiteten får lov at ligge. At vi opgiver at gøre noget ved det komplekse, simpelthen fordi vi ikke ved, hvordan vi skal gøre det.

Det er dilemmaet i vor tid, og jeg har ikke en sikker løsning måske ikke engang en mening om, hvordan vi skal takle det.

Men det håber jeg, I andre har!

For i kampen mod kompleksiteten er det første skridt at anerkende ens egen begrænsning og søge mod løsningerne i fællesskab med andre.

Skulle jeg give Folkemødet som institution og alle Folkemødets arrangører et godt råd, var det netop at dyrke dette.

Dyrk kompleksiteten, dyrk de åbne spørgsmål, dyrk det at sætte mennesker sammen på tværs og lade dem finde nye løsninger, for her på Folkemødet har vi faktisk tiden til at gå i dybden. Her behøver vi ikke være færdige på 5 minutter, en halv time eller for den sags skyld den samme dag.

Dyrk, at vi er uden for, at der er højt til loftet i alle ordets betydninger, at komfortzonen er brudt, og at det faste meninger er taget på sommerferie. Det er her Folkemødet for alvor kan noget og måske rykke lidt ved dagsordenen

For også Folkemødet er efter 7 år ved at finde sin form og sine styrker. Hvad der startede som en god ide, fast forankret i værdier som dialog, åbenhed og rummelighed, har vokset sig til en fast tradition med sin egen charme i det kaos af snak, grin, meninger - og i år masser af støv.

Jeg fornemmer, at vi alle holder af Folkemødet, men også at vi hver især tænker lidt tanker om hvordan også det kan blive mindre komplekst. Hvordan det kan sætte flere varige spor, og hvordan det stadig kan overraske os. Og der er plads til masser af forbedringer også af debatformatet, måden vi taler sammen og overskueligheden i hele det store herlige kaos.

Og der er arbejdet lidt med det i år:

Liv & sjæl, Mad & meninger, Camp Justice, Energiens område, Infrastrukturens område, Fremtiden og Cirkuspladsen.

Det lyder jo ikke umiddelbart som noget, der har en sammenhæng overhovedet

Men det har det! For det er alle scener/områder, der er skabt for at samle og tematisere nogle af de over 100 debatter, der starter hver time på Folkemødet. De er skabt for at skabe en smule mere overskuelighed, uden at det må gå ud over det organiserede kaos, som også er en del af charmen ved Folkemødet. 
----
Jeg glædede mig i indledningen over solen og det fantastiske sommervejr, og det er dejligt – rigtigt dejligt (hvis man altså ikke er landmand).

Men det betyder også, at græsset er noget afsvedet, og at vi har måtte tage nogle forholdsregler ift. åben ild for at passe på jer. Det har voldt vores beredskabsfolk lidt ekstra arbejde i år, og jeg håber I vil være med til at passe på hinanden.

Derfor er der sat store baljer op til cigaretskodder, smid dem aldrig fra jer andre steder, ligesom at grillen er sat i garagen langt de fleste steder.

Til gengæld holder badevandet rundt om øen efterhånden en ret anstændig temperatur, og det er en fryd at tage en løbetur i den tidlige morgensol.

Så der er rig lejlighed til også at dyrke alt det andet, som øen også tilbyder, når hovedet lige trænger til lidt ro fra den evige summen af snak, grin, debat og glade mennesker.  

Hav et rigtigt godt folkemøde!