Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Folkeskolerne på Bornholm sætter ekstra fokus på børnenes trivsel i uge 36

Folkeskolerne på Bornholm sætter ekstra fokus på børnenes trivsel i uge 36

30-08-2019

I den kommende uge går alle Bornholms folkeskoler sammen om at styrke børnenes trivsel. Det sker under overskriften "God kommunikation – med og om hinanden". Alle klassetrin er involveret og vil beskæftige sig med forskellige sider af sagen i løbet af ugen.

Når alle Bornholms folkeskoler i den kommende uge stiller skarpt på den gode kommunikation med og om hinanden, sker det ud fra målet om at sætte et ekstra fokus på børnenes trivsel. Temaugen er en del af den målrettede indsats, som er sat i gang af skolerne og kommunens Børne- og Skoleudvalg for at styrke folkeskolen på Bornholm.

I minimum to timer hver dag vil alle klassetrin (fra 0. til 9. klasse) beskæftige sig med emnet "God kommunikation – med og om hinanden".  I de mindste klasser handler det om at lære, hvordan man er en god kammerat. Samtaletavler, plakater, en bamseven, og et massageprogram er midler, der vil blive taget i brug. Målet er at gøre børnene trygge, så de kan udvikle forståelse for egne og andres følelser og behov.

For eleverne i 4-6. klasse er det digitale samvær og de sociale medier, der er i centrum. Samtaler, diskussioner og jokes fra klasseværelset fortsætter efter skoletid på Facebook, Snapchat og Instagram. Eleverne er derfor hele tiden i kontakt og følger med i hinandens liv, men når kommunikation går skævt online, mærkes det også offline. I uge 36 bliver elevernes digitale dannelse, gennem undervisning i teknologiforståelse og sikkerhed online, derfor sat i fokus.

Hos de ældste elever (7.-9. klasse) bliver der stillet skarpt på digitale sexkrænkelser. Skolerne ønsker at skabe refleksion hos eleverne, give dem viden om digitale sexkrænkelser og arbejde med positive fællesskaber på digitale platforme. Ligesom de unges evne til at genkende krænkende adfærd og sige fra på egne og andres vegne vil blive trænet.

Børne- og Skoleudvalget har støttet temaugen med 120.000kr., som er blevet brugt til indkøb af det forebyggende materiale "Fri for Mobberi" til alle klasser i indskolingen. Materialet er udviklet af Mary Fonden og Red Barnet og er støttet af Ole Kirks Fond. Tovholdere fra skolerne har været på kursus i materialet.