Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Grøn tilskudspulje sættes i bero - de grønne ambitioner består

Grøn tilskudspulje sættes i bero - de grønne ambitioner består

10-09-2021

Som følge af budgetforliget mellem Socialdemokratiet og Venstre den 2. september 2021 sættes Grøn tilskudspulje i bero, mens den politiske proces frem mod en endelig godkendelse af kommunalbestyrelsen den 14. oktober finder sted. Det betyder, at den 3. ansøgningsrunde, som skulle have ansøgningsfrist den 15. oktober 2021, bliver suspenderet.

Bliver budgettet for 2022 godkendt, som det er indgået i forliget, skal midlerne fra puljen i stedet bruges på at sikre, at der sættes handling bag visionerne i Bornholms strategi for grøn mobilitet, som bliver behandlet af kommunalbestyrelsen i oktober 2021. 

Baggrund om Grøn tilskudspulje

Grøn tilskudspulje blev oprettet i 2020, hvor Bornholm blev kåret som vinder af EU-konkurrencen om at være den grønneste ø i Europa. Med 1. pladsen fulgte en præmiesum på € 500.000 svarende til 3,7 mio. kr. Kommunalbestyrelsen besluttede, at pengene skulle gå til projekter, der understøtter et klimavenligt og CO2-neutralt samfund. Til formålet oprettede kommunen en ny pulje, "Grøn tilskudspulje", hvor der kunne søges om midler fordelt på tre ansøgningsrunder. De to første ansøgningsrunder er gennemført i 2021 og har resulteret i støtte til to projekter samt et betinget tilsagn. De tre projekter har alle potentiale til at gøre en forskel for Bornholms grønne omstilling. I praksis har det dog vist sig svært at opnå et tilstrækkeligt antal ansøgninger, hvor ansøgernes ideer kan forenes med de krav, som puljen er underlagt i form af bl.a. statsstøtteregler og kommunalfuldmagt.

Læs mere om Grøn tilskudspulje her på brk.dk