Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Hjemmeplejen fornyer sin organisation

Hjemmeplejen fornyer sin organisation

03-06-2019

I dag mandag træder en helt ny organisering i kraft i kommunens hjemmepleje. Ændringen skal give borgerne, der modtager hjælp, en oplevelse af større kontinuitet og hjælp fra færre forskellige medarbejdere. Samtidig skal ændringen skabe bedre trivsel blandt medarbejderne. Tiltaget er et led i at give et generelt løft til ældreplejen på Bornholm.

I takt med at der sidste år blev sat en grundig undersøgelse af ældreområdet i værk, vil der løbende ske forbedringer på feltet. I dag er således første dag, hvor medarbejdere i Hjemmeplejen møder ind til en ny organisering af deres arbejdsindsats. Efter et solidt forarbejde og involvering af alle relevante parter har Hjemmeplejen besluttet sig for at organisere sig efter en ny model, hvor der bliver færre medarbejdere pr. leder og en opdeling i nye teams. Hvor der før var syv team, vil der fremover være 10.

 Ældrechef, Birgit Mortensen siger:

"Vi har været vidt omkring og undersøger stadig mange forskellige måder at opnå mere kvalitet i Hjemmeplejen på, og der har været bred enighed om at udvide antallet af ledere. Det betyder, at de team, som lederne fremover skal planlægge og tilrettelægge arbejdet for, er mindre. Dermed forventer vi at kunne få mere stabilitet og kvalitet ind i Hjemmeplejen. Erfaringer fra andre kommuner peger på, at det er en god løsning".

Både tillidsfolk, faglige organisationer og medarbejderne har været involveret i processen, og medarbejderne skulle derfor være godt rustet til at gå forandringerne i møde. Borgere, der modtager hjælp fra Hjemmeplejen, vil i løbet af de kommende 14 dage bliver orienteret individuelt om konsekvenserne af ændringerne, når de får besøg af deres hjemmeplejer.

Hjemmeplejen i Bornholms Regionskommune tæller i alt 300 medarbejdere, som tilsammen yder hjælp og service hos ca. 800 borgere.