Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Hvem skal have titlen som Årets Virksomhed 2022

Hvem skal have titlen som Årets Virksomhed 2022

17-05-2022

Alle bornholmere kan være med til at bestemme, hvem der skal nomineres til Årets Virksomhed 2022.

Det gør man ved at indstille en virksomhed, der har gjort noget særligt og en ekstra indsats, som gavner udviklingen for andre og for det bornholmske samfund.

Bornholms Erhvervsservice kårer hvert år Årets Virksomhed. I år skal vinderen findes blandt de af øens virksomheder, der har gjort noget særligt og en ekstra indsats, som gavner udviklingen for andre og for det bornholmske samfund. Alle kan indstille private virksomheder til prisen, både privatpersoner, virksomhedsejer, brancheforeninger osv. Indstillingsperioden løber i år frem til og med den 2. juni.

Hvad betyder det at gøre noget særligt for andre og det bornholmske samfund?
Vi kender godt de virksomheder, som gør mere for deres omverden, end vi forventer af dem. Dem som ser ud over deres egne kerneområder og bruger tid og ressourcer på at investere i verden omkring dem.

”Virksomheder kan hjælper andre på mange måder,” fortæller Christa Lodahl, erhvervschef i Business Center Bornholm. ”Nogle virksomheder sætter med deres virke Bornholm på verdenskortet og skaber opmærksomhed på vores samfund og er dermed medvirkende til, at andre virksomheder bliver synlige. Andre virksomheder hjælper i det daglige deres kolleger ved at dele deres erfaringer og viden, til stor gavn for alle. Og andre igen omstiller deres produktion til gavn for klimaet og naturen eller hjælper borgere med særlige udfordringer ind på arbejdsmarkedet. Der er altså mange måder at gøre noget ekstra på, og vi glæder os til at se, hvilke virksomheder der bliver indstillet til prisen i år,” fortsætter Christa Lodahl.

Sådan kan du indstille en virksomhed
Alle kan være med til at indstille kandidater til Årets Virksomhed. Det vil sige, at både borgere, virksomheder og brancheorganisationer kan indstille en virksomhed, ligesom en virksomhed også kan indstille sig selv. Den indstillede virksomhed skal naturligvis være beliggende på Bornholm, være privatejet og have ansatte.

Virksomheder kan indstilles frem til den 2. juni, og kandidaterne vil løbende blive offentliggjort på BRK og BCB’s hjemmesider og Facebook sider. Blandt de mange indstillede vil Bornholms Erhvervsservice udpege tre nominerede virksomheder til et finalefelt. Hvem der løber med titlen som Årets Virksomhed 2022 afgøres af en nedsat jury, og selve kåringen vil finde sted ved arrangementet Bornholms Erhvervstræf torsdag den 25. august 2022.

Juryens sammensætning
Juryen består af Jacob Trøst, borgmester i Bornholms Regionskommune Linda Kofoed Persson, formand for Erhvervs-, Bolig- og Beskæftigelsesudvalget Karen Bladt, formand for Business Center Bornholm og direktør i HASLE Refractories A/S Katrine Paaby Joensen, direktør i Erhvervshus Hovedstaden Erhvervsservice Bag prisen står Bornholms Erhvervsservice, der samler Regionskommunen og erhvervsfremme-organisationerne Business Center Bornholm og Erhvervshus Hovedstaden.

For yderligere information kontakt:
Christa Lodahl T: 30 50 21 28 M: cl@bornholm.biz


Indstil en virksomhed

Her kan du selv indstille en virksomhed til Årets Virkseomhed 2022

Klik her

Tidligere vindere

2021
Svaneke Revision
Indsats indenfor digital omstilling

2020
Svaneke Bryghus
Grøn og bæredygtig omstilling

2019
Jensen Denmark A/S
Bedste arbejdsplads

2018
KH Maskinværksted A/S, Fremstillingsindustrien

2017
Ailefo
Årets nye virksomhed