Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder "Hvordan har du det?" Stor national undersøgelse begynder i dag

"Hvordan har du det?" Stor national undersøgelse begynder i dag

05-02-2021

I dag modtager 300.000 danskere heraf 2.450 bornholmere en invitation i deres e-Boks til at deltage i Danmarks største undersøgelse om sundhed og trivsel. Borgmester Thomas Thors og kommunens sundhedschef opfordrer til, at vi bakker op, da undersøgelsen også er vigtig for Bornholm.

Selvom vores sundhedstilstand nok ikke helt kan undgås at være påvirket af lang tids armlægning med Corona gennemføres alligevel i den kommende tid Danmarks største undersøgelse af vores helbred. På Bornholm vil 2.450 tilfældigt udvalgte borgere derfor i dag modtage en invitation til at svare på spørgsmål om blandt andet søvn, rygning, vægt, motion og stress. Spørgsmålene stilles for at give indsigt i danskernes sundhed og trivsel, og svarene vil senere udkomme i rapporten; "Den Nationale Sundhedsprofil".

Undersøgelsen gennemføres for fjerde gang siden 2010, og resultaterne vil give et unikt billede af, om danskernes sundhed og trivsel er blevet bedre gennem årene, og hvor i landet, der er særlige udfordringer netop nu. Dermed bliver det også muligt at kunne sætte ind med målrettet forebyggelse og bedre behandling af sygdomme både nationalt og lokalt.

Borgmester Thomas Thors og sundhedschef Karina Nørby sender en klar opfordring til bornholmerne om at deltage i undersøgelsen, hvis de bliver inviteret. For at få de mest brugbare resultater er det nemlig vigtigt, at så mange som muligt udfylder spørgeskemaerne.

Borgmester Thomas Thors siger:

"Vi politikere har god erfaring med at kunne bruge resultaterne fra de tidligere undersøgelser og ser frem til igen at få et indblik, hvordan det står til med det bornholmske helbred. Undersøgelsen giver os et godt helikopterperspektiv på bornholmernes sundhed og trivsel og kan give os en pejling af, om det går fremad eller bagud. Den indsigt har vi brug for, når vi skal prioritere, hvor vi skal sætte ind med bistand og, hvor vi kan have gavn af at forebygge."

Sundhedschef Karina Nørby fortæller at  undersøgelsen også blev brugt konkret sidste år, da kommunens Folkesundhedspolitik blev udformet, og igen nu:

"Undersøgelsens sidste rapport "Den nationale sundhedsprofil" indeholdt mange brugbare data, som vi kunne læne os opad. Det er for eksempel også på baggrund af undersøgelsen, at vi nu er ved at sætte et par større indsatser i værk i forhold til dels at forebygge mod overvægt tidligt i livet og dels for at sikre en god trivsel hos bornholmerne".

Resultatet fra den sidste undersøgelse i 2017 viste, at det nationalt haltede med danskernes sundhed på flere områder. Blandt andet viste svarene, at over halvdelen af de voksne danskere var overvægtige, og at flere unge var blevet rygere og trivedes dårligt. Bornholm fulgte undersøgelsens landsdækkende trend og lå desværre også blandt de kommuner, der havde flest udfordringer med borgernes helbred og trivsel.

Resultatet af dette års undersøgelse bliver offentliggjort i marts 2022.