borgere
Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Høring af forslag til budget 2023

Høring af forslag til budget 2023

24-06-2022
I dag sendes de samlede spareforslag, anlægsforslag og udvidelsesforslag til budget 2023 i høring og til kommentering. Materialet består af en oversigt over de forskellige forslag samt mere detaljerede beskrivelser af de enkelte forslag.

Rammen for Bornholms Regionskommunes budget 2023
Den 23. marts besluttede Økonomi- og Klimaudvalget, at der skulle udarbejdes spareforslag for de enkelte udvalg for samlet 47 mio. kr. i budget 2023 stigende til 67 mio. kr. i budget 2024. Der er tale om spareforslag, som kan indgå i de politiske prioriteringer til et færdigt budget for 2023. Det er disse forslag, der sammen med anlægsforslag og udvidelsesforslag bliver sendt i høring og til kommentering.

Præcist hvor meget, der bliver behov for at spare, er endnu ikke endeligt opgjort. Den 8. juni 2022 blev regeringen og KL enige om rammerne for økonomien for 2023. Med økonomiaftalen har parterne aftalt et anlægsniveau på 18,5 mia. kr. i 2023, som er væsentligt lavere end i 2022. Det aftalte niveau skal ses i lyset af den ekstraordinære situation, hvor inflationen er den højeste i over 35 år, og hvor der er behov for at frigive kapacitet til den grønne omstilling. Samtidig løfter regeringen den kommunale serviceramme med 1,3 mia. kr. Dermed dækker regeringen som lovet den demografiske udvikling, så pengene følger med når der kommer flere børn og ældre.

Inddragelse og høring i forbindelse med budgetlægning 
Kommunalbestyrelsen sender de forskellige forslag i høring hos de høringsberettigede parter ligesom kommunens HovedMED-udvalg og centre ligeledes er indbudt til at kommentere på forslagene forud for kommunalbestyrelsens budgetforhandlinger. Dette bliver gjort for at kvalificere og nuancere kommunalbestyrelsens beslutningsgrundlag bedst muligt.

Materialet ligger på kommunens hjemmeside.
Forslagene er i høring frem til den 11. august 2022. Høringssvarene vil indgå i materialet til kommunalbestyrelsens budgetforhandlinger den 1.-2. september 2022.