Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Invitation: På tur i Den Grønne Bølge

Invitation: På tur i Den Grønne Bølge

25-05-2022

Invitation til bustur lørdag den 4. juni 2022 kl. 10.00-15.00

Som en del af udviklingen af øens centrale naturområder og landskaber inviterer Bornholms Regionskommune interesserede borgere med på en bustur i Den Grønne Bølge. 

Den Grønne Bølge er et 40 km langt landskabsstrøg gennem det indre af Bornholm, der fremstår som en mosaik af småskove, naturområder, mindre landbrugsarealer og bebyggelse samt vidtstrakte skovområder. For de besøgende byder området på enestående landskabelige, naturmæssige og rekreative oplevelser fra nord til syd og bindes rekreativt sammen af Højlyngsstien.

Undervejs skal vi besøge interessante steder og høre fortællinger, der er knyttet til benyttelsen og beskyttelsen af natur og landskab. Samtidig vil vi gerne i dialog og have deltagernes input til udviklingen af Den Grønne Bølge, både i forhold til natur og friluftsliv.

Vi skal blandt andet:

  • besøge Paradisbakkerne og høre om naturpleje og naturgenopretning samt privates muligheder for at understøtte natur og friluftsliv,
  • drøfte muligheder og barrierer for at styrke 'bølgens' naturmæssige sammenhæng, en sammenhæng der nogle steder er mangelfuld,
  • besøge kommunens skove, høre om skovdrift og hensynet til natur og biodiversitet i træproduktionen,
  • høre om 4-Kløver-Klyngens projekt 'Vi mødes i det grønne' og arbejdet med nye faciliteter og mødesteder, der gør det muligt at mødes og opholde sig i naturen,
  • drøfte hvad borgerne savner i forhold til rekreative muligheder og formidling af områdets natur, friluftstilbud og kulturhistorie, så tilgængeligheden og attraktiviteten øges.  

Busturen er et led i kommunens samarbejde med Københavns Universitet under forskningsprogrammet Regionale Landskabsstrategier og en forløber til et borgertopmøde om udviklingen af Den Grønne Bølge, som holdes i september 2022.

Vi mødes på Kystvej 2, 3730 Nexø kl. 10.00 (ved Skatecenteret) og er tilbage ca. kl. 15.00. Der serveres en sandwich og noget at drikke på turen. Husk godt fodtøj og tøj der passer til vejret.

Få en plads på turen
Der er plads til ca. 50 deltagere på turen og tilmelding sker efter først til mølleprincippet. Du kan tilmelde dig turen på mail: andreas.lund.povlsen@brk.dk eller telefon 56 92 23 85.

grøn bølge.png