Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Kommunen har ansat ny ældrechef

Kommunen har ansat ny ældrechef

01-02-2021
​Valget af ny ældrechef er faldet på Christina Thorén Lilliedal. Hun er uddannet sygeplejerske og har mere end 10 års erfaring som leder senest som forstander af et plejehjem i Københavns Kommune.

christina thoren lilliedal 500pix.jpg
(foto: privat)

Ældreområdets nye chef, Christina Thorén Lilliedal er 50 år, har tre børn og planlægger med tiltrædelsen af stillingen at flytte fra København til Bornholm. Hun er uddannet sygeplejerske, har en diplomuddannelse i ledelse og er ved at færdiggøre sin masteropgave i MPO (master i organisations psykologi).

Erfaren leder, der lægger vægt på fællesskabet
Christina Thorén Lilliedal har været leder siden 2006, hvor hun har arbejdet som afdelingsleder på henholdsvis Amager Hospital og Rigshospitalet og senest i Københavns kommune, som forstander af et plejehjem. Hun beskriver sig selv som en praksisnær leder, der opbygger fællesskaber med plads til innovation og kreativitet. Hun sætter pris på et tillidsfuldt samarbejde og er åben for nye ideer.

Kommunens servicedirektør Trine Dorow siger: 

"Jeg ser frem til at skulle samarbejd med Christina. Med hende får vi en erfaren og kompetent ældrechef, der vil kunne fastholde og fortsætte de gode udviklingstakter, der allerede er på ældreområdet."

Christina Thorén Lilliedal tiltræder jobbet den 1. marts. Den nye ældrechef afløser Birgit Mortensen, der fratrådte ved årsskiftet.