Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Kommunen inviterer til borgermøde om områdefornyelsen i Nexø

Kommunen inviterer til borgermøde om områdefornyelsen i Nexø

03-06-2021
Tirsdag den 15. juni kl. 19.00 inviterer Områdefornyelse Nexø alle interesserede til borgermøde om den aktuelle byudvikling i Nexø. Mødet foregår på Værftet på Nexø Havn.

På mødet vil repræsentanter fra styregruppen og Bornholms Regionskommune orientere om det nuværende arbejde i byen. Der vil på mødet blive fortalt om særligt to indsatsområder fra områdefornyelsen: visionsarbejdet for at skabe sammenhæng mellem bymidte og havn samt præsentation af konkrete trafik- og parkeringstiltag. Derudover vil deltagerne blive orienteret om status for udvikling af strandparken. Der vil også være tid til spørgsmål og dialog.

Maria Jørgensen er projektleder for områdefornyelsen. Hun ser frem til endelig at kunne indvie borgerne i arbejdet med byen:

"Jeg glæder mig meget til at afholde borgermødet – vi har alle været igennem en lang periode uden mulighed for at mødes i større forsamlinger for i fællesskab at drøfte byens udvikling. Det er tiltrængt at kunne fortælle om og diskutere udviklingen af Nexø, og jeg ser personligt frem til at se nogle Nexøs mange engagerede borgere i øjnene."

SÅDAN DELTAGER DU I BORGERMØDET
– FYSISK ELLER DIGITALT

Borgermødet afholdes på Værftet, Kystvej 2, Nexø. Da vi skal være i uopvarmede lokaler, kan det være en god idé at medbringe varmt overtøj. Ud over deltagelse ved fysisk fremmøde, vil det også være muligt at tilgå mødet digitalt.

Hvad enten du vil deltage fysisk eller digitalt skal du grundet smitteopsporing tilmelde dig forud for mødet. Dette sker ved at sende en mail til projektleder Maria Jørgensen på maria.joergensen@brk.dk senest mandag den 14. juni. Ved tilmelding vil du modtage en bekræftelse samt link til mødet.

Særligt i forhold til covid-19: Vi vil sørge for at afholdelse af mødet sker i overensstemmelse med gældende regler om afstandskrav, forsamlingsforbud mv. Deltagere over 15 år skal være i besiddelse af coronapas eller negativ test samt bære mundbind, når man bevæger sig rundt i bygningen.

Invitationen til download Invitation_borgermøde_Nexø.pdf

OM NEXØ OMRÅDEFORNYELSE

Områdefornyelsen er en femårig helhedsorienteret byudviklingsindsats, som administreres og faciliteres af Bornholms Regionskommune. Områdefornyelsen i Nexø blev påbegyndt i 2018, og det overordnede formål er at støtte en positiv udvikling i de lokale samfund i samarbejde med byens borgere, erhvervsliv, foreninger og institutioner.

Områdefornyelsens finansiering deles mellem staten og kommunen. Der arbejdes desuden aktivt med fundraising og tiltrækning af investorer for at realisere visionerne i områdefornyelsen.

For yderligere information
For yderligere information eller spørgsmål er du velkommen til at rette henvendelse til projektleder for Områdefornyelse Nexø, Maria Jørgensen på tlf. 29 63 83 18.