Bornholms Regionskommune har i efteråret iværksat en indsats for at sikre, at sommerhuse i øens sommerhusområder bliver anvendt i overensstemmelse med gældende lovgivning.
Indsatsen betyder, at borgere, som står registreret i CPR med adresse i et sommerhus, vil modtage et varsel om påbud, hvis ejendommen ikke har helårsstatus.
Lovgivning og kommunens ansvar
Kommunen er forpligtet af planloven til at reagere, når et sommerhus anvendes til helårsbeboelse uden tilladelse. Reglerne skal medvirke til at bevare sommerhusområderne som rekreative områder og sikre, at helårsboliger findes dér, hvor der er planlagt infrastruktur og service til fast beboelse.
”Vi ved, at mange holder meget af deres sommerhus og bruger det flittigt – og nogle har måske haft svært ved at finde en anden bolig. Derfor ønsker vi at håndtere dette med respekt og dialog, men vi er samtidig lovgivningsmæssigt forpligtet til at reagere, når et sommerhus anvendes til helårsbeboelse,” siger Elona Kofod, leder af Byg.
Muligheder for borgerne
Kommunen lægger vægt på at finde frivillige løsninger og hjælper gerne borgere med at finde den rette vej videre.
Hvis du står registreret med adresse i et sommerhus, har du flere muligheder:
- Flyt din folkeregisteradresse til en lovlig helårsbolig senest den 1. november.
- Søg dispensation efter planlovens § 40, stk. 2, hvis du mener, at der foreligger særlige forhold (f.eks. helbred, fejl fra kommunen, eller erhvervsmæssige behov).
- Pensionister kan i visse tilfælde have ret til at bo i deres sommerhus efter planlovens § 41, stk. 2.
- Send bemærkninger eller dokumentation til kommunen via Digital Post.
Kommunen vejleder gerne om, hvordan man søger dispensation eller dokumenterer sin ret til at bo i sommerhuset. Målet er at finde en løsning, der både respekterer borgerens situation og de lovmæssige rammer.
”Vi håber, at alle berørte borgere vil se henvendelsen som en mulighed for dialog frem for et påbud. Kommunen har ingen interesse i at skabe unødig utryghed, men vi skal sikre, at lovgivningen overholdes – og det sker bedst i samarbejde med borgerne,” siger Elona Kofod.