Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Kommunen spørger forældrene - skoleundersøgelse på vej ud

Kommunen spørger forældrene - skoleundersøgelse på vej ud

21-10-2020
Bornholms Regionskommune inviterer endnu engang forældre på Bornholm til at deltage i en skoleundersøgelse, som sætter fokus på baggrunden for forældres skolevalg til deres børn og måler tilfredshe-den med de bornholmske folkeskoler. Første gang undersøgelsen blev gennemført var i 2018.

Både i 2018, og nu i 2020, er det Børne- og Skoleudvalget, der har bestilt skoleundersøgelsen. Udvalgsformand for Børne- og Skoleudvalget Morten Riis forklarer, hvorfor man ønsker en undersøgelse:

"Målet er at skabe den bedste folkeskole, vi kan på Bornholm og udvikle den sammen med forældrene. For at kunne gøre det, vil vi blandt andet gerne høre forældrene om, hvad der er vigtigt for dem, når de vælger skole til deres børn. Hvad der er baggrunden for et eventuelt skoleskifte? Ligesom vi også gerne vil høre, hvordan de oplever vores folkeskole på Bornholm."

Ved at gennemføre endnu en skoleundersøgelse vil kommunen få en vigtig information fra forældrene og ligeledes se, om der er sket en udvikling siden undersøgelsen blev gennemført i 2018.

Tre grupper af forældre får en invitation via e-Boks
Grundlaget for skoleundersøgelsen er primært tre spørgeskemaundersøgelser, der sendes ud til tre forskellige grupper af forældre via deres e-Boks. Det sker onsdag den 21. oktober 2020. I det brev, som forældrene modtager, er der et link til et spørgeskema, som aktiveres ved at klikke på linket.

De tre forskellige grupper af forældre, der vil modtage en invitation i deres e-Boks til at besvare et spørge-skema og dermed deltage i skoleundersøgelsen, er:
  • Alle forældre til børn i folkeskolen på Bornholm.
  • Forældre der har valgt skoleskift for deres barn fra en folkeskole til en fri- eller privatskole de seneste to skoleår.
  • Forældre der har valgt en fri- eller privatskole til deres børn med skolestart i 0. klasse i 2019 og 2020.

De tre spørgeskemaer kan besvares til og med den 30. november 2020.

Oplysninger behandles fortroligt
Alle oplysninger, der bliver indsamlet i forbindelse med undersøgelsen, behandles fortroligt. Oplysningerne vil blive anvendt på en måde, så svar fra enkeltpersoner ikke kan genkendes.

Forældre, der har flere børn i skolealderen, vil modtage et brev pr. barn. Hvert skema omhandler skolevalget for det specifikke barn eller tilfredshed med dette barns skoleforløb. Forældre med flere børn i skolealderen kan have forskellige oplevelser af børnenes skoleforløb, og hvad der går godt og skidt i klasserne. Derfor får hver forældre et skema for hvert barn, de har i skolen.

Bornholms Regionskommune opfordrer alle forældre til at medvirke i undersøgelsen, da en høj svarprocent giver det bedste grundlag for undersøgelsen.

Yderligere oplysninger om skoleundersøgelsen kan rettes til Børne- og Skoleudvalgsformand Morten Riis tlf. 20 33 17 27 og specialkonsulent, Gitte Hvidkær tlf. 21 74 41 69.