Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Kommunen støtter grønne madoplevelser og restauranter

Kommunen støtter grønne madoplevelser og restauranter

26-11-2020

Et tilsagn om økonomisk støtte på 365.000 kr fordelt på to år fra Økonomi-, Erhverv- og Planudvalget sikrer, at Bornholm kan komme helt i front med bæredygtige spisesteder og grønne madoplevelser. Med tilsagnet fra udvalget er den sidste finansiering sikret til et projekt, som også har modtaget støtte fra Dansk Erhversfremmebestyrelse og Landdistriktspuljen.

Bornholm skal være bæredygtig. Ikke kun af ord – men også i handling. Både fordi vores børns og børnebørns fremtid afhænger af vores evne til at bringe bæredygtighed fra marken og stalden og helt ind på tallerkenen. Men også fordi nye forbrugere og gæster ser dagens lys. Bæredygtighed vil i fremtiden både være "a reason to go", og "a reason to buy". Derfor er der etableret et samarbejde mellem HORESTA, Destination Bornholm, Gourmet Bornholm og Bornholms Landbrug & Fødevarer om at udvikle de bornholmske fødevareoplevelser i en bæredygtig retning. For selvom mange i turismeerhvervet allerede tænker bæredygtigt, så er antallet af certificerede spise- og overnatningssteder lille på Bornholm.

Borgmester Winni Grosbøll, siger:

"Jeg er glad for, at vi ad denne vej kan bidrage til at to af øens vigtigste erhverv, nemlig turisme og fødevarer, er med helt i front, når det handler om bæredygtighed. Det er helt i tråd med kommunalbestyrelsens arbejde for at skabe flere jobåbninger, at vi er det attraktive tilvalg for tilflyttere, turister og virksomheder – og at vi handler bæredygtigt. "

Formand Lars-Ole Hjorth-Larsen, Bornholms Landbrug & Fødevarer. siger:
"Vores fødevareproducenter – store som små – er parat til at levere både lokale og økologiske råvarer til grønne spisesteder og bæredygtige madoplevelser. Vi er klar".

Formand Benny Schou, HORESTA-Bornholm, siger:
"Branchen er trængt af Covid-19. Men jeg håber alligevel, at mange vil tage i mod projektet som en mulighed for at kigge ind i den tid, som kommer efter Covid-19. Bæredygtighed får betydning, når vores fremtidige gæster vælger spise- og overnatningssted".

Konkrete mål om certificering af restauranter og events
Målet er, at alle bornholmske fødevarevirksomheder får viden om og inspiration til, hvordan de kan arbejde med bæredygtighed. Specifikt er målet for 2021 og 2022, at mindst to til tre spisesteder på Bornholm bliver certificerede som "Green Restaurant" og får det økologiske spisemærke, og at tre til fire spisesteder herudover bliver screenet, således at "Green Restaurant" og "Det økologiske spisemærke" kan opnås på kort sigt.

HORESTA administrerer certificeringen "Green Key", som er et internationalt turisme -miljømærke og har i 2019 lanceret "Green Restaurant", hvor spisesteder ved at opfylde en række bæredygtigheds- og klimaparametre kan bruge mærket.

Herudover udvikles og afprøves 10 bæredygtige madevents sammen med fødevareproducenter og Gaarden/Gourmet Bornholm til glæde for bornholmere og tilrejsende gæster.

Ønsket om bæredygtige spisesteder på Bornholm bunder i et bredt samarbejde mellem Bornholms Regionskommune, Destination Bornholm, Business Center Bornholm, HORESTA, Gourmet Bornholm; Center for Regional og Turismeforskning, BOFA og Bornholms Landbrug & Fødevarer.