Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Kunst i rundkørsler bliver indviet

Kunst i rundkørsler bliver indviet

22-11-2021

Bornholms Regionskommune markerer, at kunstneren Esben Klemanns udsmykning af rundkørslen ved Torneværksvej i Rønne står færdig. Dermed er det sidste værk ud af ialt tre på plads. Markeringen sker fredag den 3. december 2021 kl. 14.00, og alle er velkomne

Der er nu lagt sidste hånd på det tredje og sidste kunstværk i rundkørslerne på ringvejen i Rønne. Udsmykningen består af en to meter høj, cirkelformet betonvæg der, som man kører rundt om den, kollapser for så at rejse sig igen. I sit arbejde med betonelementet forsøger kunstneren Esben Klemann at få os til at undre os og se noget velkendt i et nyt lys. Esben Klemann er uddannet skulptør fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og Det Jyske Kunstakademi.

Sidste værk ud af tre
Værket fuldender den kunstneriske udsmykning af de i alt tre rundkørsler, som Brdr. E., S. & A. Larsens Legat har givet i gave til Bornholms Regionskommune. Første etape af udsmykningsprojektet blev færdig i 2016 med etableringen af billedkunstneren Nils Erik Gjerdeviks værk i rundkørslen ved Snorrebakken. Anden etape blev realiseret i 2018 med opsætningen af Vibegårds Rundkirke af kunstnerduoen Randi og Katrine. Med færdiggørelsen af Esben Klemanns værk kan Rønne nu byde på tre meget forskellige kunstværker, der alle har til formål at sætte Rønne og Bornholm på landkortet.

Tag med på kunst-bustur til alle tre værker den 3. december
Arrangementet der skal markere, at Esben Klemanns værk er færdigt starter ved rundkørslen ved Torneværksvej, hvor bl.a. formand for Job-, Udviklings- og Fritidsudvalget, Erik Lund Hansen og kunstner Esben Klemann vil være tilstede.

Bagefter vil det være muligt at komme med på en kunst-bustur forbi alle tre værker. Her vil billedkunstner og medlem af Kunst- og Kulturhistorisk Råd, Anne Sofie Meldgaard, fortælle mere om udsmykningen og betydningen af kunst i det offentlige rum.

Tilmelding
Der er dog begrænsede pladser til busturen, så det er et krav, at du tilmelder dig. Du kan tilmelde dig ved at sende en mail til Fritid og Kultur på kf@brk.dk senest den 30. november 2021. På gensyn fredag den 3. december 2021 kl. 14.00 ved rundkørslen mellem Torneværksvej og Nordre/Østre Ringvej.

Arrangementet gennemføres efter Sundhedsstyrelsens gældende retningslinjer vedrørende COVID-19.

Kontakt vedrørende markeringen:
Kulturkonsulent Louise Krogsriis på mail: louise.krogsriis@brk.dk eller telefon 56 92 13 23.