Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Nu kan der indstilles kandidater til ærespriser

Nu kan der indstilles kandidater til ærespriser

09-06-2022

Hvem skal modtage Bornholms Regionskommunes Kultur- og idrætspris og Frivillighedspris i 2022? Send os dit forslag senest 7. august og vær med til at hædre de ildsjæle, som yder en særlig indsats inden for kultur, idræt og frivilligt socialt arbejde.

Hvert år uddeler kommunen en kultur- og idrætspris på maks. 10.000 kr. og Frivillighedsprisen på 20.000 kr., hvoraf halvdelen går til en anden fra kandidatlisten efter prismodtagerens eget valg. Kender du en person, forening eller andre, som fortjener et skulderklap for sit store arbejde inden for det frivillige sociale område eller kultur- og idrætslivet på Bornholm, så har du nu mulighed for at indstille dem til årets priser.

Frivillighedsprisen uddeles som en påskønnelse af kandidater, der har ydet en særlig frivillig social indsats ved f.eks. at bidrage til indsatser mod ensomhed, fællesskabende aktiviteter i det sociale og kulturelle liv, fremme integration eller iværksætte tiltag der inspirerer og tiltrækker brugere og frivillige.

Kultur- og idrætsprisen uddeles for at anerkende personer, der har ydet en ekstraordinær indsats - frivillig eller professionel - for det bornholmske kultur- og idrætsliv samt at give prismodtageren mulighed for at dygtiggøre sig yderligere. 

Alle borgere, foreninger, organisationer med videre på Bornholm kan indstille kandidater til priserne. Læs mere om retningslinjerne for Frivillighedsprisen og Kultur- og idrætsprisen på brk.dk

Vinderne af årets priser - prisoverrækkelse 30. september
På baggrund af de indkomne indstillinger vil Social- og Sundhedsudvalget og Fritids-, Kultur- og Lokalsamfundsudvalget i slutningen af august træffe beslutning om, hvem der skal modtage årets Frivillighedspris og Kultur- og idrætspris. Overrækkelsen af priserne vil finde sted i forbindelse med afholdelsen af den nationale frivillighedsdag Frivillig Fredag den 30. september 2022 i Musikhuzet.

Send dit forslag

Skriv en begrundet indstilling på maks. en halv A4 side, og send den til kf@brk.dk senest den 7. august 2022. Husk at angive dit navn og dine kontaktoplysninger og navn og kontaktoplysninger på den person eller forening, som du indstiller.

For yderligere oplysninger:
Louise Krogsriis, Kulturkonsulent, tlf. 56 92 13 23                                                           Betina Juhl Tychsen, Frivillighedskonsulent, tlf. 56 92 12 84