Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Kommunen åbner weekend telefonrådgivning for unge, der oplever problemer med rusmidler

Kommunen åbner weekend telefonrådgivning for unge, der oplever problemer med rusmidler

21-04-2022

Fra den kommende weekend bliver det muligt for bornholmske unge at kunne ringe i weekenden og på helligdage og få rådgivning, hvis de står i en vanskelig situation i forbindelse med brug/misbrug af rusmidler. Telefonrådgivningen passes af kommunens rusmiddel-team og henvender sig både til  unge, der bruger/misbruger rusmidler, og deres pårørende.

Formålet med telefonrådgivningen er at yde støtte til unge i og uden for behandling, hvis de oplever, at det er svært at komme igennem en weekend eller en periode med helligdage. Der kan også være tale om at  yde støtte til forældre, der har brug for sparring omkring de vanskeligheder, som de oplever i relationen med deres unge eller i relation til de unges forbrug/misbrug af rusmidler.

Medarbejderen der er på vagt på telefonlinjen vil kunne være et lyttende øre, rådgive og orientere om, hvilke handle- og behandlingsmuligheder der er til rådighed, men vil ikke kunne være opsøgende eller ud kørende. Tilbuddet skal ses som et supplement til de allerede eksisterende muligheder. 

Telefonrådgivningen er blevet mulig efter, at den nuværende kommunalbestyrelse genåbnede budgettet og besluttede at sætte ekstra midler af til unge-indsatsen. 

Formand for Social- og Sundhedsudvalget har været med til at føde ideen, og han siger:

"Bornholm har et fælles, alvorligt problem når det kommer til unge og rusmidler. Vi har igennem årene forsøgt med mange forskellige tilbud, men vi har stadig problemer – derfor må vi også prøve at gå nye veje. Vi ved at weekender og helligdage ofte er kritiske perioder for unge, der har problemer med brug/misbrug af rusmidler. Om denne ordning er den helt rigtige, vil vi finde ud af, når den har eksisteret i et stykke tid. Telefonlinjen vil derfor også bliver evalueret undervejs." 

Telefonlinjen åbner første gang på fredag den 22. april kl. 16.00 og er åben frem til mandag morgen kl. 08.00. Herefter vil telefonlinjen være åben hver weekend og i helligdage med start fra kl. 16.00 og frem til morgenen kl. 08.00, hvor weekenden eller helligdagene slutter.

Der er i alt afsat 650.000 kr. til at holde telefonlinjen kørende.

Telefonnummeret til linjen er 56 92 75 05.

Kommunens rusmiddel-team vil i den kommende tid sprede budskabet om telefonlinjen, så nummeret bliver kendt på øen.