Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Nøgletal om bornholmernes sundhed, trivsel og bevægelsesmønstre

Nøgletal om bornholmernes sundhed, trivsel og bevægelsesmønstre

16-05-2022

Maj 2022
Nøgletal og pointer om bornholmernes sundhed, trivsel og bevægelsesvaner
- Resultater fra undersøgelserne: "Hvordan har du det?" og "Danmark i bevægelse"

I begyndelsen af maj havde kommunens Center for Sundhed og Forebyggelse inviteret alle bornholmere til tema-arrangement om bornholmernes sundhed, trivsel og bevægelsesvaner. Cirka 55 tog imod invitationen og mødte op i Rønne Idrætshal. Her hørte de om de lokale, bornholmske resultater fra de to, store nationale undersøgelser; "Hvordan har du det 2021?", og "Danmark i bevægelse". Resultaterne blev fremlagt af folkene bag undersøgelserne. Du kan her få et indblik i, hvad det var for nogle hovedpointer, der blev fremlagt.

LOGOELEMENT.jpg

NØGLETAL OG POINTER FRA UNDERSØGELSEN, "HVORDAN HAR DU DET"                    

Det er fjerde gang at undersøgelsen, "Hvordan har du det" er blevet gennemført. De tre foregående undersøgelser er fra 2010, 2013 og 2017. Alle undersøgelserne er gennemført ved brug af spørgeskemaer, der udfyldt af borgerne selv.

I alt var 2.450 bornholmere, på 16 år og derover, inviteret til at deltage i den seneste undersøgelse. Heraf  valgte 1.447 at deltage, hvilket svarer til 59,1 procent af de adspurgte.

Undersøgelsens resultater blev præsenteret af to fra det forskerteam, som står bag undersøgelsen; Maj Bekker-Jeppesen og Cecilie Toxværd fra Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse. De havde valgt i deres præsentation at fokusere på udviklingen i bornholmernes sundhed fra 2017 til 2021. 

Siden 2017 er der færre bornholmere, som:

    • Ryger dagligt (2017: 20 % ↓ 2021: 15%)
    • Rusdrikker – det vil sige drikker mere end fem genstande ved en lejlighed (2017: 10% ↓ 2021: 7%)
    • Føler sig stressede (2017: 26% ↓2021: 25%)
    • Har dårlig, eller meget, dårlig livskvalitet (2017: 4 % ↓ 2021: 3,7%)
    • Er meget generet af søvnproblemer (2017: 15% ↓ 2021: 12%)
    • Er svært overvægtige - blandt de unge (2017: 17% ↓ 2021: 13%)

Siden 2017 er der flere bornholmere, der:

    • Føler sig ensomme (2017 8% ↑ 2021:11%)
    • Bruger e-cigaretter (2017 3% ↑ 2021: 4%)
    • Er svært overvægtig, blandt borgere der er over 35 år (2017: 18 % ↑ 2021: 24%)

Kroniske sygdomme – udviklingen fra 2017 til 2021 (tal fra registre):

  • Der er sket en stigning i andelen af bornholmere med diabetes, kræft og KOL.
  • Der er sket et fald i andel af bornholmere med hjertesygdomme, rygsygdomme og demens

Vores trivsel, sundhed og sygdom er skævt fordelt i samfundet

Usunde vaner, sygdom og tidlig død er fortsat skævt fordelt. Konkret betyder det statistisk set, at jo længere en uddannelse man har; jo sundere vaner har man, jo mindre syg er man, og jo længere lever man. Og da der blandt bornholmerne er mange med en lav uddannelse - sammenlignet med de øvrige kommuner i Region Hovedstaden - er der mange bornholmere, som lever usundt, har kroniske sygdomme og dør for tidligt.

Mange flere tal er på vej: I 2023 kommer Region Hovedstaden med en rapport, som har fokus på kroniske sygdomme blandt regionens borgere.

Se eller gense forskernes slides: 

 Bornholm SP21_050522.pdf

Nøgletal for Bornholm
Se nøgletal for bornholmernes sundhed, trivsel og sygdom rapporten "Hvordan har du det?" 2010, 2013, 2017 og 2021klik her

Nøgletal for hele Region Hovedstaden
Se hele Region Hovedstadens rapporten "Hvordan har du det?"  2021 – klik her (372 sider) 

 Danmark i bevægelse ikon.PNG

NØGLETAL OG POINTER FRA UNDERSØGELSEN, "DANMARK I BEVÆGELSE"

Undersøgelsen "Danmark i bevægelse" er en ny undersøgelse, og det er første gang, at den er blevet gennemført. Undersøgelserne er en spørgeskemaundersøgelse, udfyldt af borgerne selv.

1.320 bornholmere på 15 år og derover valgte at deltage i undersøgelsen.

På Center for Sundhed og Forebyggelses temaarrangement i maj fremlagde forsker Jens Høyer-Kruse fra Center for forskning, Idræt, Sundhed og Civilsamfund Syddansk Universitet resultaterne fra undersøgelsen "Danmark i Bevægelse". 

Undersøgelsen har set på, hvordan vi bornholmere bevæger os i hverdagen, og hvilke motiver eller barrierer, der er for vores bevægelsesvaner. Desuden har den set på, hvordan vores aktiviteter er organiseret, og hvordan vores muligheder er for at være fysisk aktive i hverdagen 

Endelig kommer undersøgelsen med mulige forklaringer på, hvorfor det ser sådan ud her på Bornholm – samt forslag og anbefalinger til, hvordan vi kan får sat Bornholm i endnu mere bevægelse.

"Danmark i Bevægelse" kigger nærmere på vores bevægelsesvaner i hjemmet, på job/uddannelse, på vores transport samt i fritiden. Resultaterne viser bl.a., at andelen af bornholmere, der er bevægelsesaktive mindst én gang om ugen, er på niveau med sammenlignelige kommuner og vores foretrukne bevægelsesformer er gå- og vandreture, cykling og gymnastik. 

På Bornholm er vi især tilfredse med mulighederne for at være fysisk aktive på eller i vand, i grønne områder, på veje, stier og fortove – og mange af vores aktiviteter sker enten organiseret i en idrætsforening eller selvorganiseret, alene eller sammen med andre.

Motivationen og barrierer for at være fysisk aktiv
Undersøgelsen ser også på motivationen for at være fysisk aktiv - og barriere og hindringer for ikke at være det. De fleste af dem, der har svaret på spørgeskemaet, angiver, at de er fysisk aktive for at være sunde, fordi de har lyst og fordi de gør det sammen med andre – mens de største barrierer og hindringer angives at være manglende interesse, oplever sig udkørt eller træt eller, at familie, arbejde eller andre fritidsaktiviteter prioriteres højere. 

Forskerne bag undersøgelsen ser også på, hvilken betydning faktorer som befolkningssammensætning, alder, køn, uddannelse, beskæftigelse og evt. kronisk sygdom eller funktionsnedsættelse har for vores bevægelsesvaner. 

Afslutningsvis kom Jens Høyer Kruse med nogle opmærksomhedspunkter, som der eventuelt kan og bør kigges nærmere på i det fortsatte arbejde med den bornholmske folkesundhed. Punkterne er:

  • Hvordan vi får opbygget bevægelseskapital hos børn og unge.
  • Hvordan vi får skabt opmærksomhed om mulighederne.
  • Vi skal tænke i segmentering ift. befolkningsgrupper og målgrupper.
  • Vi skal være opmærksomme på de forskellige barrierer, der er hos forskellige grupper.

 Se eller gense forskerens slides: Bornholms Regionskommune i Bevægelse.pdf

Se udvalgte nøgletal for bornholmernes bevægelsesvaner – klik på nedenstående dokument: Bornholm i bevægelse udvalgte fakta.pdf

Flere tal om bornholmernes bevægelsesvaner – klik her (81 sider)