Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Patientforeninger går sammen i netværk

Patientforeninger går sammen i netværk

25-11-2019

Med støtte fra regionskommunen er øens patientforeninger gået sammen og har etableret Patientnetværk Bornholm. Erfaringsudveksling, inspiration og gensidigt kendskab er det, man vil samles om.

Efter ønske fra flere lokale patientforeninger er der med administrativ støtte fra Center for Sundhed og Forebyggelse etableret et patientforeningsnetværk på Bornholm bestående af lokale patientforeninger. Aftalen mellem kommunen og de bornholmske patientforeninger indebærer, at kommunen i de næste to år vil hjælpe netværket ved at indkalde og afholde to årlige møder i netværket.

Servicedirektør, Trine Dorow siger:

"Det er helt unikt, at se foreningerne gå sammen, og vi ser Patientforeningsnetværk Bornholm som en værdifuld samarbejdspartner til at få bedre indsigt i, hvilke udfordringer borgere med kronisk sygdom oplever, og hvilke løsninger de har brug for. Så netværket er bestemt også interessant for os."

En af de større foreninger, der er med i netværket er Bornholms Diabetesforening. Carl de Fontenay fra foreningen, siger:

"Vi ser kommunen som en konstruktiv medspiller for at opnå et godt liv for vore diabetikere. Derfor giver det mening for os at have kommunen med i netværket. Og vi er meget taknemmelige for, at kommunen bruger ressourcer som tovholder."

Han peger også på, at Diabetesforeningen som en af de større patientforeninger kan bidrage til netværket med deres erfaringer om f.eks. foreningsdrift og give inspiration til arrangementer og kurser.

"Vi har ressourcer og deltager gerne med repræsentanter i projekter og andre sammenhænge, hvor kommunens og andre sundhedsprofessionelle har brug for patientrepræsentanter," siger Carl de Fontenay.

Annette Dreyer er formand for Kroniske syge Rønne, og hun er overrasket over, hvor mange frivillige foreninger der er på øen. Med netværket ser hun frem til at få indblik i, hvad de andre foreninger foretager sig.

Foreningen SIND Bornholm er også gået med i netværket, som de ser store muligheder i. Bente Helms, der er formand siger:

"Sammen står vi stærkere i samarbejdet med kommune og region, og vi kan bidrage med præcis viden og erfaringer fra de borgere og pårørende, som har været eller er i kontakt med det samlede sundhedsvæsen. Vi kan også få gavn af at bruge hinanden - og måske hinandens tilbud på tværs af patientforeningerne".

Patientforeningsnetværk Bornholm har også kontaktet Danske Patienter, Frivillig Forum Bornholm og Dansk Handicap Forbund for at høre, hvordan de eventuelt vil kunne hjælpe netværket.

På nuværende tidspunkt er 22 foreninger tilmeldt netværket. Næste gang de mødes 30. april 2020. 

Ønsker man kontakt med netværket, kan man skrive eller ringe til Charlotte Kitt Dalby Charlotte.Dalby@brk.dk tlf. 23 28 03 90.