Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Pointer fra borgermødet om energiø

Pointer fra borgermødet om energiø

30-11-2021


Mandag den 29. november 2021 inviterede Bornholms Regionskommune til borgermøde om etableringen af energiøen i Østersøen. Cirka 130 deltog på mødet på Green Solution House i Rønne for at høre Bornholms Regionskommune, Energistyrelsen, Energinet og Bornholms Energi & Forsyning fortælle om både de politiske aftaler, placeringen af havvindmølleparken udenfor Bornholms kyst, placering og udseende af landanlægget på øen samt de potentialer, energiøen kan have for Bornholm.

 

Pointer fra Energistyrelsen

Mads Krogh, kontorchef for energiøer i Energistyrelsen, fremlagde de politiske aftaler, der er lavet om energiøer i Danmark og de mange års arbejde og erfaringer, Energistyrelsen har med omstilling af det danske elsystem.

Det er politisk besluttet i Folketinget, at en havvindmøllepark på 2 GW skal placeres mindst 20 km sydvest fra Bornholm. Der er mulighed for at udvide havvindmølleparken til 3 GW, men dette kræver en ny politisk beslutning. Ifølge Energistyrelsen vil energiøen kunne levere grøn strøm til to millioner husstande og skal forbindes til Sjælland og Tyskland. Etableringen af energiøen vil give en række udviklingsmuligheder lokalt på Bornholm både økonomisk, kulturelt og turistmæssigt. Ifølge Mads Krogh er det "op til bornholmerne at gribe mulighederne". Energiøen vil ifølge planen være færdig i 2030. Det er endnu ikke afklaret om Bornholm også vil kunne få strøm fra energiøens produktion (blive 'tilkoblet' energiøen), men Mads Krogh lovede en afklaring hurtigst muligt.

Se eller gense Energistyrelsens slides.pdf.

 

Pointer fra Energinet

Vicedirektør i Energinet, Marian Kaagh, fokuserede i sit oplæg primært på det vekselstrømsanlæg – også kaldet landanlæg eller transformerstation – som skal opføres et sted på den sydlige del af Bornholm. Marian Kaagh fortalte, at et areal på 90 hektar (svarende til 150 fodboldbaner) afsættes til undersøgelse, og selve anlægget vil fylde cirka 30-50 hektar, når det står færdigt. Højden på anlægget bliver cirka 23-25 meter.

Hvor vekselstrømsanlægget helt præcis bliver placeret, besluttes først senere i processen og efter en ny høring, hvor Energinet fremlægger konkrete forslag. Det besluttes også først senere, hvordan anlægges kommer til at se ud, men i Energinets slides var der billeder og illustrationer fra andre anlæg til inspiration. Marian Kaagh lagde vægt på, at det er en fælles opgave mellem Energinet og borgerne på Bornholm at finde en god løsning i forbindelse med udformningen af landanlægget.

Energinet opfordrer borgere til at deltage i afklaringen og deltage på de næste borgermøder om energiøen. De er endnu ikke planlagt, men vil ligge i 2022 og 2023. De vil blive annonceret på www.brk.dk.

Se eller gense Energinets slides.pdf.

 

Pointer fra Bornholms Regionskommune, Bornholms Energi & Forsyning og Danmarks Tekniske Universitet

Søren Møller Christensen, leder af Udvikling og Plan hos Bornholms Regionskommune, og Claus M. Andersen, administrerende direktør hos Bornholms Energi & Forsyning, fremlagde mulige potentialer for Bornholm. Med etableringen af energiøen i Østersøen – både etablering af havvindmølleparken og landanlægget - bliver der skabt jobs og erhvervsudvikling. For eksempel er Bornholm ideelt placeret til at blive udskibningshavn og levere yderligere service, hvilket kan skabe nye virksomheder og nye jobs og også øge omsætningen i flere brancher. Dertil kommer fordele for forsyningsområdet, blandt andet kan overskudsvarme fra landanlægget bruges som fjernvarme.

Se eller gense Bornholms Regionskommunes slides.pdf.

 

Professor og leder af Center for Electric Power and Energy fra Danmarks Tekniske Universitet, Jacob Østergaard, var med på en Skype-forbindelse på borgermødet. Men på grund af problemer med skærmen i lokalet kunne Jacob Østergaards slides og billede desværre ikke vises. Du har mulighed for at læse Jacob Østergaards slides nederst i Bornholms Regionskommunes slides.

 

Se eller gense Energinets borgermøde den 25. november

Den 25. november 2021 afholdt Energistyrelsen og Energinet et digitalt borgermøde om den overordnede plan for energiøen i Østersøen. Du kan se eller gense deres borgermøde her.

 

Indsend høringssvar

Begge borgermøder er blevet afholdt i forbindelse med Energistyrelsens aktuelle høring af Miljøvurdering af planen for energiø Bornholm. Der blev på begge møder opfordret til, at alle der har forslag eller ideer, indsender det i form af høringssvar senest 13. december 2021 kl. 12 til Energistyrelsens postkasse: hoeringenergioe@ens.dk.