Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder På lørdag får borgere i Nexø tjekket røgalarmer

På lørdag får borgere i Nexø tjekket røgalarmer

18-11-2021

Bornholms Brandvæsen, BrandBevægelsen og TrygFonden sætter fokus på brandsikkerhed med RøgalarmPatruljen. Lørdag 20. november rykker patruljen ud til udvalgte boliger i Nexø for at tjekke deres røgalarmer. 

Hvert år opstår der brand i tusindvis af private hjem i Danmark, og 50-80 personer omkommer i forbindelse med brand. Røgalarmer kan redde liv, men mange boliger mangler røgalarmer, eller har røgalarmer, som ikke virker. Særligt ældre personer kan have vanskeligt ved at opsætte og vedligeholde røgalarmer. Derfor sender Bornholms Brandvæsen, BrandBevægelsen og TrygFonden nu RøgalarmPatruljen ud til udvalgte boligområder i Nexø for at tjekke, om røgalarmerne virker - og sætte alarmer op ganske gratis, hvis de mangler.  

RøgalarmPatruljen vil blandt andet banke på døren hos beboere i Bornholms Boligselskab i Nexø for at tjekke, at røgalarmerne virker. Er batterierne flade, bliver de skiftet, og hvis der ikke allerede er en røgalarm i boligen, eller hvis den ikke længere virker, tilbyder patruljen at sætte en alarm op. Målet er, at gøre opmærksom på at det er vigtigt at hænge røgalarmer op – men mindst lige så vigtigt løbende at tjekke, at de virker. Der er taget højde for den aktuelle Coronasituation, og alle der kommer ud vil bære mundbind, holde afstand og afspritte før og efter besøg. Desuden holder Bornholms Brandvæsen øje med den aktuelle udvikling i Coronasmitten og tager løbende bestik af situationen.

Ole Nedahl, konsulent i BrandBevægelsen siger om indsatsen:
 "Vi har særligt fokus på de ældre borgere, som er særligt udsatte for brand i hjemmet. Nogle har en røgalarm hængende i loftet, men batteriet kan være fladt, så den ikke længere virker. Det kan også være, at der slet ikke hænger en røgalarm, og for ældre mennesker kan det være vanskeligt selv at sørge for, at der kommer en røgalarm op."

Derfor går RøgalarmPatruljen nu rundt i udvalgte områder og tilbyder at hjælpe for at sætte fokus på brandsikkerhed i private hjem. RøgalarmPatruljen består af De Gule Spejdere i Nexø og lokale brandfolk fra Bornholms Brandvæsen.

 "Vi håber, at beboerne vil tage godt imod dem, hvis de banker på døren i løbet af lørdagen. Vi håber, at vi kan hjælpe flere borgere til at have en røgalarm, der virker, og vi vil naturligvis også gerne opfordre alle andre til jævnligt at tjekke og rengøre deres røgalarmer, så de virker og kan advare, hvis der skulle opstå brand," siger Ole Nedahl.

BrandBevægelsen og TrygFonden har siden 2007 samarbejdet med en lang række kommuner og beredskaber om at sætte fokus på brandsikkerhed, og de har gennem årene sat mere end 12.000 røgalarmer op hos udsatte borgere. Ca. 75 procent af danske hjem har en eller flere røgalarmer opsat, men det er ikke dem alle, der virker. 

RøgalarmPatruljen er klædt på til brandbekæmpelse
Alle spejderne har på forhånd deltaget på et træningsmøde hos Bornholms Brandvæsen om brandsikkerhed og røgalarmer, hvor de blandt andet lærer at teste en røgalarm, skifte batteriet og opsætte en helt ny røgalarm. René Højer, der er projektchef i TrygFonden siger:

"En røgalarm, som virker, er et effektivt middel til at forebygge, at personer dør eller kommer alvorligt til skade i boligbrande. Derfor arbejder TrygFonden for, at flere boliger får røgalarmer, og for at oplyse om, at det er vigtigt at vedligeholde og rengøre røgalarmer, hvis de skal gøre en forskel," og han tilføjer: 

"Vi håber, at indsatsen fra de unge spejdere og lokale beredskab vil skabe opmærksomhed og ikke mindst styrke brandsikkerheden i danske hjem, så vi kan reducere antallet af alvorlige brande. Det er samtidig en opfordring til alle om at hjælpe de ældre i familien med at sikre, at de har røgalarmer, der virker." 

Vidste du, at

  • I 2020 omkom 54 personer i brand.
  • Omkomne i brand er oftere mænd end kvinder (62 procent mænd).
  • 85 procent af de omkomne er 50 år eller derover.
  • Det er oftest folk, som bor alene, der omkommer i brand (75 procent enlige).
  • Uforsigtighed ved rygning er den hyppigste årsag til dødsbrande (65 procent).

Kilde: "Dødsbrande i Danmark 2020", Beredskabsstyrelsen og TrygFonden. 

Fakta om røgalarmer

  • Knap 70.000 mennesker oplever hvert år en brand i hjemmet.
  • Cirka 675.000 danske hjem mangler en røgalarm.
  • En røgalarm kan betyde forskellen mellem liv og død.
  • Røgalarmen giver sikkerhed hele døgnet og advarer dig, hvis der er røgudvikling.
  • Du øger sikkerheden for dig selv, din familie og dine naboer.
  • En røgalarm skal testes en gang om måneden. Test også, når du har været væk i længere tid, da batterierne kan løbe tør, uden at du har hørt den advarselslyd, der fortæller, at de er brugt op. Tryk på testknappen – røgalarmen bipper, hvis den stadig virker.
  • Hvert år bør røgalarmen rengøres. Fjern støv med en børste eller støvsuger, og rengør alarmen med en blød og fugtig klud.
  • Du kan øge sikkerheden for de ældre i din familie ved at sikre, at de har en virksom røgalarm i hjemmet.

Kilde: TrygFonden og BrandBevægelsen.