Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder På mandag kommer March mod Ensomhed til Bornholm - du kan også være med

På mandag kommer March mod Ensomhed til Bornholm - du kan også være med

04-08-2022

Mandag den 8. august inviterer Patrick Cakirli bornholmerne med på sin March mod Ensomhed, hvor han over de kommende 10 uger skal vandre 2.000 kilometer gennem Danmark i kampen mod ensomhed. Marchen skydes i gang netop her fra Bornholm, og kommunen og lokale sponsorer støtter initiativet. Vi håber også, at du har lyst til at kigge forbi og være med i fællesskabet omkring marchen.

Ideen med marchen er, at Patrick Cakirli ikke må gå uden følgeskab i de ti uger marchen varer. På den måde bliver hans vandring symbol på vigtigheden af fællesskab og social ansvarlighed i kampen mod ensomhed. Det er femte år, at han vil gennemføre marchen, Patrick siger:

"Solskinsøen har altid betydet meget for mig, og derfor er det kun naturligt, at jeg starter på Bornholm. Jeg ser frem til en hyggelig vandretur fra Nexø til Rønne og særligt til at møde nye såvel som tidligere vandremakkere. Jeg skal i år vandre 2.000 kilometer i alt på relativ få dage. Det bliver ikke nemt, og jeg forventer, at jeg vil blive presset til mit yderste. Hvert år udfører jeg March mod Ensomhed, fordi jeg ønsker at sætte fokus på ensomhed som sundheds- og samfundsudfordring såvel som for at samle ind til velgørenhed, og det gør jeg bedst ved at komme rundt i hele Danmark."

Kommunen og lokale sponsorer bakker op om marchen
Bornholms Regionskommune bakker op om initiativet og opfordrer alle, der har mulighed for at møde op i Nexø på mandag og vise deres støtte - og eventuelt gå med på vandringen fra Nexø Torv til havnen i Rønne, hvor man forventer at være fremme omkring 16-tiden. Du kan gå med på hele ruten fra Nexø til Rønne, eller du kan hoppe af og på undervejs. Tempoet og pauser bliver sat, så alle kan deltage og gå ruten sammen – det er jo fællesskabet, det handler om. 

Kom med til fællesspisning søndag aften
Søndag aften (7. august) holdes der fællesspisning for at markere vigtigheden af det at være sammen. Der er stadig ledige pladser til fællesspisningen, og det er gratis at deltage. Du kan sikre dig en plads ved at skrive til Jacob.vestergaard.hansen@brk.dk senest søndag 7. august kl. 12.00. Pladserne fordeles efter først-til-mølle-princippet, og du får yderligere information, når du skriver til Jacob.

Program for March mod Ensomhed på Bornholm hvor Nexø by er vært
Mandag den 8.august

Kl. 07.30 – Morgenkaffe på torvet i Nexø – åbent for alle der følger Patrick på vej.

Kl. 08.00 - Etapestart – Nexø Torv mod Rønne havn. Etapen er på i alt 32 km. Alle er velkomne til at gå med Patrick – fra start eller hoppe af og på undervejs.

Sponsorer på dagen: Bornholms Mosteri, Svaneke Bryghus, Møbelfabrikken Nexø, Bager Mortensen, Maries Foodtruck, Øens Venner.

Det er muligt at støtte March mod Ensomheds Landsindsamling
Bankoverførsel 1686 3232619987 eller på MobilePay 425 000.

I år går støtten til RECOVERY BULLS - en idræts- og aktivitetsbaseret nonprofitorganisation, som blandt andet forebygger og afhjælper ensomhed blandt mennesker i udsatte livspositioner.

Mød March mod Ensomhed på Facebook og tilmeld dig gåturen

Kontakt. Har du spørgsmål, eller andet der vedrører marchen, er du velkommen til at kontakte kommunens konsulent Jacob.Vestergaard.Hansen@brk.dk